EU har taget de første skridt til en vækstpagt, som skal skabe arbejdspladser og økonomisk fremgang i Europa.

Det fortalte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) efter onsdagen ekstraordinære EU-topmøde i Bruxelles.

- Vi har haft en meget konstruktiv og på mange måder meget reflekterende dialog. Det, vi har gjort, er, at lægge de første byggesten til en egentlig vækstpakke, som vi kan diskutere på det sidste topmøde under det danske formandskab på vores julitopmøde, sagde Helle Thorning-Schmidt på et pressemøde, som Radio24syv overværede.

Hun gjorde det samtidig klart, at der ikke er truffet nogen endelig beslutning om en vækstpagt, ligesom hun ikke kom nærmere ind på, præcis hvad den skal indeholde. Men hvis den bliver gennemført, kan det ende som en markant afslutning på det danske formandskab.

Før topmødet var der - i hvert fald fra mediernes side - lagt op til stort drama mellem de europæiske lande, der vil svinge sparekniven, og dem, der vil trække i spenderbukserne. Men ifølge den danske statsminister var de 27 landes stats- og regeringschefer enige om, at der ikke nødvendigvis bliver tale om et enten-eller:

- En af de sætninger, jeg har hørt mest i aften - og der har været mange - det er at få styr på økonomien og få vækst i samfundet, og det er to sider af samme sag. Det er alle enige om, det siger alle hele tiden, for jeg tror, at der er rigtig mange, som synes, at der er skabt et noget fortegnet billede af, at man enten skal vælge vækst eller styr på økonomien. De to ting er to sider af samme sag, lød det fra Thorning.

Også den tyske kansler Angela Merkel, som har personificeret spareiveren i EU erkendte, at der både er behov for at stimulere økonomien og stramme op:

- Konsolidering af finanserne og vækst er ikke modsætninger, sagde Merkel ifølge Ritzau på tv2.dk efter topmødet.

Merkel påpegede også, at EU-landene blev enige om stimulere væksten i Europa ved at reformere det indre marked, øge mobilitereten på arbejdsmarkedet og tilføre flere midler til den Europæiske Investerings Bank.