EU: De 19 finansministre i Eurogruppen lægger op til et gennemgribende opgør med den måde, som det græske samfund er skruet sammen på, og som har ført landet ud over den økonomiske afgrunds rand.
Reuters har fået fat på en del af hovedkravene i det dokument, som finansministrene søndag sidder og vrider arme om, og her lægges blandt andet op til et opgør med fagforeningerne, fordi landets overenskomsterne skal revurderes.
Ifølge Reuters hedder det direkte, at der på arbejdsmarkedet skal foretages strenge revurderinger af overenskomstforhandlinger, kampskridt og kollektive afskedigelser. Det hedder videre, at ændringerne skal bygge på international og europæisk praksis.
På baggrund af finansministrenes anbefalinger mødes de 19 eurolandes stats- og regeringschefer søndag eftermiddag for at beslutte, om grækerne kan få endnu en hjælpepakke til en værdi af mindst 400 milliarder kroner over de næste tre år og undgå statsbankerot og et exit fra euroen.
Blandt de andre hovedpunkter fra dokumentet kan nævnes, hvad der betegnes som ambitiøse pensionsreformer. Det har allerede været fremme, at pensionsalderen i Grækenland skal op til 67 år.
Samtidig skal privatiseringsreformer sætte skub i investeringer. Det gælder for eksempel privatisering af el-transmissionsnettet.
Ifølge dokumentet skal privatiseringer styrkes markant, og der skal udarbejdes en plan, for hvordan privatiseringen styres.
Til det formål skal der nedsættes en arbejdsgruppe med Den Internationale Valutafond, Den Europæiske Centralbank og EU-kommissionen, som skal komme med forslag til gennemførelsen.
Sammen med indgrebene på arbejdsmarkedet vil det formentlig være punkter, som grækerne i bred almindelighed vil have svært ved at sluge, fordi det ifølge avisen The Guardian vil blive set som tegn på, at eurolandene får øget indflydelse på de interne græske forhold.
Blandt de tiltag, der ifølge dokumentet også skal gennemføres, er ændringer i den græske detailhandel. Her skal der indføres søndagsåbent, og samtidig skal apotekernes ejerforhold ændres.