Bjarne Riis, motor-doping - og en dansk vinder af Tour de France.

BT har givet Brian Holm fem påstande at forholde sig til. Læs den danske sportsdirektør hos Etixx-Quick Steps svar herunder.

Påstand 1: Hvis Bjarne Riis som ventet får sit eget hold igen, tøver du ikke med at skifte, hvis han giver dig chancen.

»Jeg tror, Bjarne har haft cykelhold i 15 år, og han har aldrig tilbudt mig et job, så det ville undre mig, hvis han gjorde. Hvis han alligevel fik en åbenbaring, ville jeg blive, hvor jeg er. Det tager tre-fire år at blive en del af sammenholdet på en arbejdsplads – at få kollegaerne til at forstå mine dumme vittigheder. Det er svært at komme ind på nye hold.«

Påstand 2: Du finder det mistænkeligt, at Nairo Quintana år efter år gemmer sig i Columbia for så at dukke op i Europa og toppræstere.

»Som sporten ser ud, er det ligemeget hvem, der vinder og kører stærkt, så bliver det fundet mistænkeligt. Hvis Chris Froome kører stærkt, er det på grund af watt-tallene. Hvis Quintana kører stærkt, er det på grund af Columbia. Havde Quintana nu ikke set stærk ud, havde ingen fundet det mistænkeligt.«

Påstand 3: Danmark får ikke en ny grand tour-vinder inden for de næste 15 år.

»(Lang pause) Historisk set har vi haft én (Bjarne Riis vandt Tour de France i 1996). Følger vi statistikken, får vi heller ikke nogen de næste 15 år. Det er svært at spå om de unge danske talenters fremtid, men svaret må blive nej.«

Påstand 4: Den franske tv-station Stade 2 og Corriere Della Sera har angiveligt påvist syv tilfælde af motordoping. Du tror, det kun viser toppen af isbjerget.

»Med hensyn til motor-doping skal der nok være nogen, der har gjort det og måske også gør det stadigvæk. Jeg er nu rimelig sikker på, at det ikke er nogen af de store ryttere på de store hold, der har gjort eller gør det.«

Påstand 5: Hvis du nu skal være helt ærlig, ville du helst have beholdt Mark Cavendish som sprinter i stedet for at få Marcel Kittel ind.

»Det var en af de rigtig gode. Nu udviklede Mark sig jo til at være min plejesøn, og hver dag var en fest med ham på godt og ondt. Sportsligt set er det nok bedst med Kittel. Atmosfæremæssigt med Mark blev det aldrig kedeligt, når han lovede journalister tæsk eller spyttede efter nogen, men i forhold til Touren er det godt, vi har fået Kittel. Han er den hurtigste. Med Kittel vinder vi de almindelige sprinteretaper – med Mark kunne vi vinde de umulige ting.«