Der var dømt Superliga-topopgør i det jyske. Men selvom nummer tre, Randers FC, udfordrede FC Midtjyllands mesterskabsfavoritter, dukkede der blot 5.463 tilskuere op.

De blev vidner til en mere begivenhedsrig end velspillet kamp, som FC Midtjylland vandt 2-1.

Længe så det ud til, at Randers FC ville gå til pausen med en føring.

Spillet hang ikke sammen for FC Midtjylland, der en længere periode efter Mikael Ishaks tidlige fuldtræffer mest af alt mindede om en groggy bokser. Randrusianernes direkte spil voldte problemer, ligesom det var mærkbart, at angriberen Morten ’Duncan’ Rasmussen måtte trække sig ud med en forstrækning i baglåret.

Ikke desto mindre fik FCM udlignet i dommerens tillægstid, hvor Kristian Bach Bak på hovedstød efter et hjørnespark udnyttede en blottelse i Randers-forsvaret.

Hjemmeholdet fortsatte efter pausen sin offensive satsning, men selvom både Nicolai Brock-Madsen og Mikael Ishak havde mulighederne for at score, var det FC Midtjylland, der på Jakob Poulsens scoring efter et frispark i det 88. minut kunne trække sig sejrrigt ud af kampen.