Der er langt mellem de morgenfriske skoleelever, som springer ud af sengen fuld af energi og knapt kan vente, til det ringer ind til første time.

Faktisk er mere end tre ud af fire skoleelever i 11-15-årsalderen trætte om morgenen mindst en dag om ugen, når de skal i skole. Det viser Skolebørnsundersøgelsen 2014 fra Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet.

»Det er altså for mange, for træthed giver ringere skolepræstationer og dårligere trivsel,« siger professor Bjørn Holstein fra Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet, som er en af personerne bag undersøgelsen.

Tidligere var det mere usædvanligt, at børnene var trætte om morgenen, når de skulle i skole. I 1988 var kun 31 procent af de danske skolelever morgentrætte mindst en gang om ugen, og de nye resultater viser altså, at der er sket mere end en fordobling på området.

»Det er en meget alvorlig udvikling, vi ser her, hvor så mange skolebørn er blevet trætte. Det var de slet ikke i samme grad, hvis vi går bare én generation tilbage,« siger Bjørn Holstein.

Han kan ikke give en bevist forklaring på, hvorfor flere skolebørn er blevet morgentrætte, men professorens bedste bud er, at smartphones, tablets og TV stjæler deres nattesøvn.

»Den voldsomme eksplosion i træthed er stort set sket i de samme år, som de elektroniske medier har fået mere og mere plads i de unge menneskers liv. Det er medieforbruget, der gør, at unge mennesker i dag sover cirka en time mindre, end deres forældres generation gjorde. Det er en ganske stor beskæring af søvntiden, og det giver træthed,« siger Bjørn Holstein.