Esbjerg vandt lørdag aften 5-2 på hjemmebane over Silkeborg, og det betød samtidig, at gæsterne definitivt røg ud af Superligaen.
Hjemmeholdet gik planmæssigt til pause med en føring, men efter et kvarters spil af anden halvleg stod der pludselig 2-1 til Silkeborg. Det var noget, Esbjerg-træner Niels Frederiksen ikke brød sig om.
»Jeg tænker, 'det er simpelthen løgn.' Men altså, vi har jo en fornemmelse af, at det var ved at ske, for vi blev så frygteligt passive lige i den periode. Så får vi trykket på os, og så skete det. Men vi kom igen,« sagde Niels Frederiksen til TV3 Sport efter kampen.
Det endte nemlig lykkeligt for Esbjerg, da deres modsvar kom i form af fire scoringer. Esbjerg-træneren var da efterfølgende også meget tilfreds med sit hold.
»Det var hele følelsesregistret, jeg kom igennem. Vi er egentlig rigtig godt tilfredse med første halvleg. Vi giver måske lige to omstillingsmuligheder, de ikke skal have, men vi skaber chancerne og er fint kontrollerende. Så får vi en rigtig skidt start på anden halvleg, hvor vi bliver passive og pludselig er vi bagude 1-2. Men stærkt kommet igen af gutterne, og jeg synes, vi vinder fortjent.«
Sejren betyder, at Esbjerg nu har seks point ned til FC Vestsjælland, der ligger på 11.-pladsen. Vestsjællænderne har dog en kamp i baghånden, da de først spiller på mandag. Her kommer FCK på besøg, så Esbjerg kan nemt ende med at blive den store vinder af 28. spillerunde.
»Det er en rigtig vigtig sejr for os. Tre point på kontoen, det er vi rigtig glade for. Vi er også tilfredse generelt med præstationen, men den her nedrykningskamp er ikke overstået endnu, og det kommer til at vare tre-fire uger endnu, så det her var kun første stik vi tog hjem, men vi prøver at tage nogle flere hjem, og så er jeg sikker på, vi klarer os,« sagde Niels Frederiksen.