- Vi kan tillade os at hæve overliggeren en smule, og vi går efter at placere os over midten af Superligaen og at nå pokalfinalen i 2014-2015, sagde Leif Thomsen.
Esbjerg spillede sig i 2013 på fornemste vis videre fra gruppespillet i Europa League efter sejre over stærke klubber som Standard Liege og Elfsborg. Inden da var det i kvalifikationen til hovedturneringen blevet til samlet sejr over franske Saint Etienne.
Disse triumfer har været stærkt medvirkende til et økonomisk resultat på 32 millioner kroner før skat, 43 millioner kroner bedre end året før.
De penge skal blandt andet investeres i nye kvalitetsindkøb, lover ledelsen.
- I de kommende sæsoner bliver det dog ligesom i år nødvendigt at hente forstærkninger. Det vil foregå i en styret proces, hvor kvalitet vil blive vægtet før kvantitet, og hvor også unge talenter uden for nærområdet vil kunne finde vej til EfB, skriver klubben på hjemmesiden.
Esbjerg er i skrivende stund placeret på en femteplads i Superligaen med tre point op til de pladser, der giver adgang til europæisk fodbold.