Besøget hos formstærke Standard Liège ligner Esbjergs sværeste opgave i ELs gruppespil.
Esbjerg får torsdag debut i Europa Leagues gruppespil, og det begynder med en tur i helvede, når der fløjtes op i belgiske Liège, hvor Standard tager imod.
Det siger Kenneth Brylle, tidligere landsholdsspiller og nu ansat som talentspejder hos Standard Lièges rivaler, Club Brugge.
- Esbjerg kommer til at opleve et stadion med en atmosfære, som jeg ikke tror, mange af spillerne har oplevet før. Der kommer 25.000 tilskuere, men de laver en helt vanvittig larm, så det virker som om, at der er mange flere. Det giver et kæmpe tryk på modstanderen. Det er et rent helvede.
Standard Liège vil gå på banen med masser af selvtillid. Belgierne stiller med et hold med masser af talent - der tælles flere belgiske U21-landsholdsspillere på spring til større ligaer - og har vundet de seneste 13 betydende kampe i træk.
- Esbjerg skal være på tæerne fra første minut. Liège spiller meget, meget hurtigt og satser alt på meget direkte omstillinger. De er samtidig meget målfarlige på dødbolde, siger Kenneth Brylle.
Det betyder dog ikke, at Esbjerg skal hejse det hvide flag. Der er muligheder for danskerne, siger han.
- Deres styrke kan være deres svaghed. De angriber med mange spillere, som ikke er alt for gode til at komme med tilbage. Man kan straffe dem på deres nonchalance. Desuden er de på de defensive dødbolde til at tale med. Her kan Esbjerg godt komme til chancer, men uanset hvad så vil det være en imponerende præstation, hvis Esbjerg tager noget med hjem.
Det ved de godt i Esbjerg, men det positive ved at starte i helvede er, at så kan det kun gå en vej, og det er op.
- Vi starter med den på papiret sværeste kamp i gruppen, og det passer mig godt. Liège er favoritter til at vinde gruppen, så de skal ud og vise noget fra start. Det kan give os muligheder, hvis ikke det helt kører for dem, siger cheftræner Niels Frederiksen.
Han peger på, at Esbjerg sammen med Elfsborg er gruppens underdogs, men at Standard Liège og gruppens fjerde hold, nyrige RB Salzburg, ikke er større, end de kan besejres. Han skæver til Esbjergs kamp mod St. Etienne i Frankrig, der udløste billetten til gruppespillet efter den overraskende 1-0 sejr.
- Liège efterlader meget plads bagude, når de angriber. Hvis vi kan gentage præstationen fra St. Etienne, hvor vi stod kompakt og solidt og fik gang i vores omstillinger, så vil vi få muligheder, forklarer han.
Han har haft en spion på plads til Standard Lièges seneste kamp i den belgiske liga - mod Oostende - og her har de set fællestræk fra Superligaen.
- Man kan sige, at hvor St. Etienne spillede på samme måde som FC Nordsjælland, så er Standard Liège et FC Midtjylland i lidt højere gear. De har mange små, hurtige og dygtige individualister som vil prøve at straffe os over kanterne.
Niels Frederiksen understreger, at han sender sine spillere på banen med respekt for de belgiske værter, men også med en påmindelse om at nyde kampen.
- Det er kun et par år siden, at Esbjerg kæmpede for eksistensen. Nu står klubben i Europa Leagues gruppespil. Hvis der vil sidde nogle ledere eller andre på tribunen med Esbjerg i hjertet og behov for at knibe sig selv i armen, så kan man ikke bebrejde dem. Derfor skal spillerne også huske på at nyde sådan en oplevelse her som frugten af et langt sejt træk.
Får Esbjerg point torsdag aften, så vil starten i helvede blive himmelsk.