Naboerne til metrobyggeriet ved Marmorkirken kan nu se frem til en erstatning på op til 20.000 kroner per måned, skriver Berlingske.

Erstatningerne har ellers været sat på pause i forbindelse med de klagesager, der stoppede døgnarbejdet tilbage i juli og august, fordi en række klager havde såkaldt opsættende virkning. 

»Vi forventer snart at få et påbud, så vi kan komme i gang med døgnarbejdet ved Marmorkirken. Når vi har modtaget påbuddet, vil vi sende tilbud ud om erstatning til de berørte naboer så hurtigt som muligt,« siger udviklingschef Hanne Tærsbøl Schmidt fra Metroselskabet.

Københavns Kommune har haft et nyt påbud i høring, efter at Natur- og Miljøklagenævnet sendte det oprindelige påbud tilbage til kommunen, fordi det led af væsentlige mangler. Påbuddene sætter blandt andet grænserne for, hvor meget byggeriet må larme.

Når det nye påbud er blevet gennemført, begynder erstatningerne at blive udbetalt, hvis folk ønsker det. Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser til Berlingske, at det nye påbud ventes at træde i kraft umiddelbart efter nytår.

Dermed er økonomisk hjælp på vej til borgerne ved Marmorkirken, der skal leve med støjen 24 timer i døgnet. Embedslægen under Sundhedsstyrelsen har ifølge Politiken forklaret til kommunen, at støjgrænsen på 86 decibel i det nye påbud er decideret sundhedsskadelig:

»En støjbelastning som beskrevet kan medføre væsentlige helbredsproblemer for de berørte beboere og især for særligt sårbare grupper som børn, gravide, ældre, syge og handikappede.« 

Udover Marmorkirken er Nørrebroparken og Øster Søgade også døgnbyggepladser.

Ekspropriationskommissionen har fastsat erstatningerne. På de tre nævnte byggepladser vil beboerne i en lejlighed med tre værelser få udbetalt 10.000 kroner om måneden, hvis støjniveauet er over 75 decibel.