Erkendte voldtægt af 15-årig: Jeg beklager
"Jeg beklager dybt det, der er sket, og jeg ønsker ofret mindst mulig yderligere krænkelse. Det, jeg har lavet, er jeg klar til at tage straffen for."
"Jeg beklager dybt det, der er sket, og jeg ønsker ofret mindst mulig yderligere krænkelse. Det, jeg har lavet, er jeg klar til at tage straffen for."
Det var en dybt brødebetynget voldtægtsmand, Sten Hjort-Hansen, der i går formiddag gennem sin forsvarsadvokat, S.O. Pontoppidan, erkendte, at han bortførte og voldtog og den 15-årige og holdt hende fanget i 36 uhyggelige timer i sit hus på Tindbæk Bygade vest for Randers.
Sten Hjort-Hansen, 32, der er kendt af politiet af andre årsager end sædeligheds-forbrydelser, blev i går fremstillet i grundlovsforhør i retten i Århus, hvor dommer Otto Bisgaard varetægtsfængslede ham for fire uger.
Fredag eftermiddag bortførte han under påskud af ikke at kunne finde vej, den 15-årige pige på Gammel Mørkevej ud for nummer 42 ved Hornslet nord for Århus.
Den 15-årige var på vej hjem fra svømmehallen, da gerningsmanden holdt i sin bil, en Ford Sierra stationcar, med et kort i hånden.
Men pludselig befandt den 15-årige sig inde i bilen på vej til den 32-åriges hus i Tindbæk.
Lørdag over midnat blev hun sat af ved Studstrupværket nord for Århus, hvor hun stærkt påvirket af de 36-timers forudgående sexydmygelser henvendte sig til en portvagt for at få hjælp.
Søndag eftermiddag blev Sten Hjort-Hansen af store politistyrker gasset ud af sit hus.
Den 32-årige sexforbryder er nu sigtet for frihedsberøvelse ved med knytnæveslag at have tvunget den 15-årige ind i sin bil.
Sten Hjort-Hansen erkender at have skubbet hende ind i bilen, men nægter at have slået hende med knytnæver.
Han er sigtet for flere gange at have tiltvunget sig samleje med hende.
Han erkender to gange at have voldtaget den 15-årige.
og han er sigtet for at true hende til anden kønslig omgang end samleje. Det erkender han.
Han er også sigtet for trusler mod personer i offentlig tjeneste ved under anholdelsen søndag eftermiddag at have råbt: "Jeg skyder. Gå væk."
Det afviser han med begrundelsen, at han ville skyde sig selv, hvis ikke politiet forsvandt.
Endelig er han sigtet for ulovlig våbenbesiddelse, hvilket han erkender.
Inden sigtelserne blev læst op, begærede politiets anklager om dørlukning af hensyn til ofret, både hvad oplæsning af sigtelserne og sigtedes forklaring angik.
Under en pause, mens dommeren behandlede åbningsspørgsmålet, blev ofrets forældre via en beskikket advokat spurgt, hvordan de forholdt sig til dørlukningen.
Dommer O. Bisgaard valgte at lade sigtelserne blive læst op for åbne døre, hvorefter voldtægtsmanden afgav forklaring bag lukkede døre.
Den 15-årige pige er, efter at være behandlet på Centret for Voldtægtsofre på Århus Amtssygehus, igen hjemme hos sine forældre.
Her danner forældre og bekendte en beskyttende ring om pigen.
Politiet har under sagen modtaget op mod 500 henvendelser fra befolkningen.
Kriminalinspektør i Århus, Allan Lund, siger efter opklaringen, at man nu formentlig vil undersøge, om den fængslede voldtægtsmand kan knyttes til flere sædeligheds-forbrydelser.
"Vi har tidligere været ude for, at når vi har gerningsmanden til en forbrydelse, får vi efterfølgende opklaret både to eller tre mere," siger Allan Lund.
Han er glad for den store hjælp, politiet har fået fra befolkningen:
"300 af de oplysninger, vi har fået, var velkvalificerede. Og folk ringer stadig," siger han.
Fra 1. juli tager politiet i København et nyt DNA-register i anvendelse. Allan Lund tøver ikke med at ville anvende registret i denne sag.
"Når vi har den slags alvorlige forbrydelser, er det naturligt, at vi spørger os for i det nye DNA-register.
Men det behøver ikke være sager, der er lige så grove som denne. Vi har nogle uopklarede sager inden for de sidste par år, hvor piger er blevet kontaktet af en mand.
Men om vi kan bruge DNA-registret i disse sager, ved jeg endnu ikke," siger Allan Lund.