Da Christian Eriksen i sommer sagde farvel til Ajax og goddag til Tottenham, var der mange, der forudså problemer for Amsterdam-klubben.
De cirka 90 millioner kroner, som Eriksen-salget indbragte, blev sikkert parkeret i pengeskabet, og dermed svævede spørgsmålet, hvordan det enorme tomrum på den offensive midtbane skulle udfyldes. Kunne Eriksen overhovedet erstattes?
Et halvt år senere er svaret ja. I høj grad takket være en dansker, der sammen med unge Davy Klaassen er blomstret op i fraværet af Christian Eriksen.
27-årige Lasse Schøne skiftede i 2012 NEC Nijmegen ud med den hollandske traditionsklub og spiller i øjeblikket noget af det bedste fodbold i karrieren. Efteråret bød på stærke præstationer i Champions League og i den hjemlige liga har han løftet sig til at være manden, der kan afgøre kampene. Det gjorde han senest i weekenden, hvor han stod for kampens eneste mål i 1-0-sejren over Go Ahead Eagles.
- Det går rigtig godt personligt. Jeg er vigtig for holdet, laver mål og assists og spiller hver gang, siger Lasse Schøne fra telefonen i det hollandske.
Selvom han og holdkammeraterne var kede af at miste Christian Eriksen i sommer, glæder han sig over det øgede ansvar, det har medført.
- Nu er det mig, der sparker frispark og hjørnespark, og det er da et stort kompliment, at vi har kunnet erstatte ham så hurtigt, siger Schøne, der med sine 27 år er en af de naturlige lederskikkelser i en trup, hvor en stor del af spillerne er i starten af tyverne. Deriblandt Nicolai Boilesen, Viktor Fischer.
- Jeg er en af de få, der er over 25 år, så det er klart, at jeg skal tage mere ansvar både på og uden for banen. Det prøver jeg at gøre.
Den danskerglade Ajax-cheftræner, Frank de Boer, der også råder over Lucas Andersen og Christian Poulsen, er manden bag Schønes opblomstring. Succes-træneren, der i denne sæson styrer Ajax mod klubbens fjerde mesterskab i træk, har krævet mere x-factor af den offensive midtbanespiller efter Eriksens afgang.
- Frank de Boer forventer, at jeg skal gå ind og være vigtig for holdet. Jeg skal være afgørende i kampene, det er noget, vi har snakket om, fortæller Lasse Schøne.
Indtil videre har udbyttet været to flotte mål i Champions League og tre i Æresdivisionen. Læg dertil en stribe oplæg fra dødbolde og som kreativ leveringsmand fra midtbanen. For Lasse Schøne har skiftet til Ajax bragt ham op på et højere niveau.
- Det sidste halvandet år har været helt fantastisk. Jeg føler mig godt tilpas og er i god form, men føler også stadig, at jeg godt kan 'strække' mig lidt.
Med en fast plads på holdet, spilletid i den fornemste klubturnering i verden og udsigt til endnu et mesterskab er der meget at glæde sig over. Også på den private front, hvor familien har fundet sig god tilpas i den hollandske hovedstad. Her er Schønes ældste af to børn netop startet i skole.
Alligevel er der et punkt på cv'et, der bliver ved med at nage det tidligere Lyngby-talent. Trods sine 27 år og mange år som udlandsprofessionel står han 'blot' noteret for 15 landskampe. De fleste som indskifter.
- Jeg ville gerne have haft, det var gået lige så godt på landsholdet som på klubholdet. Det har ikke været den succes, jeg har håbet på. Men jeg har ikke givet op. Jeg er på toppen lige nu, så forhåbentlig kommer det. Jeg håber og drømmer stadig om, at jeg får et gennembrud på landsholdet, lyder det fra Lasse Schøne, der i december kunne notere sig, at Morten Olsen tager to år mere på landstrænerposten.
Hvis du skal være helt ærlig, håbede du så på en ny landstræner, der måske ville se mere i din retning?
- Jeg kan godt forstå, at folk tænker sådan, når jeg ikke har været udtaget så meget. Men på den anden side var Morten også den mand, der gav mig debut. Så et eller andet må han have set i mig. Nu har han fået to år mere, og så må jeg bare bevise, at han skal tage mig med. Jeg tror på, der kan komme mange gode oplevelser i landsholdstrøjen, siger Lasse Schøne, der nu har udset sig EM-kvalifikationen, der starter i september, som et af årets store mål.
- Nu skal jeg i første omgang kæmpe mig tilbage i truppen, og så må vi tage den derfra. Men det er et stort mål for mig at få slået mig fast på landsholdet. Det håber jeg meget på, siger Lasse Schøne.
Det kan han passende gøre ved at fortsætte storspillet i Ajax. Startende med søndagens udekamp mod Utrecht.