Det var Christian Eriksens holdkammerat Harry Kane, der med to mål stjal billedet i lørdagens derby mellem Tottenham og Arsenal. Det kunne man tydeligt aflæse, da danskeren skulle give en vurdering af sin egen præstation.

»Den var okay. Den tror jeg godt, jeg kan leve med,« sagde han efter kampen til TV3 Sport.

'Eriksen-time' var lørdag blevet afløst af 'Kane-time', da Harry Kane med en scoring sent i kampen sendte  Tottenham mod en 2-1-sejr, efter at holdet havde været bagud 0-1. Og netop evnen til at komme tilbage i svære kampe er noget, Tottenham og Christian Eriksen er vant til.

»De var lidt heldige i starten, men vi presser hele tiden på, og det lønner sig til sidst,« sagde Tottenham-kreatøren.

Selvom hans egen præstation kun var til middelkarater, så glæder han sig over, at holdet kunne trække sig sejrsrigt ud af derbyet.

»Der var utrolig god stemning. Der tror jeg alle kunne mærke. Så sejren betyder utroligt meget,« fortalte han.