Christian Eriksen og Tottenham spillede lørdag aften 1-1 i Nordlondon-derbyet mod rivalerne fra Arsenal.

Den danske landsholdsspiller havde en fod med i Tottenhams scoring til 1-0 i anden halvleg, da han erobrede bolden fra Arsenals Flamini. Erik Lamela overtog bolden og sendte den videre til Nacer Chadli i feltet, og hans flade afslutning strøg i mål. Kort efter måtte Christian Eriksen så forlade banen, da Tottenham-manager Mauricio Pochettino tog danskeren ud og sendte Aaron Lennon ind.

Arsenal satte mere tempo i spillet, efter de kom bagud,  og det gav bonus efter 73 minutters spil, da Alex Oxlade-Chamberlain tæt på mål bankede bolden op i nettaget til 1-1.

Hjemmeholdet Arsenal var tættest på sejren hjemme på Emirates, men Arsene Wengers tropper manglede den sidste kvalitet foran mål, og derfor endte kampen med en pointdeling.