Christian Eriksen viser sprudlende fodboldspil for tiden, og lørdag kan han gøre sin status i Tottenham endnu større, hvis de formår at slå ærkerivalerne fra Arsenal.
Den 22-årige dansker er af flere omgange sat i forbindelse med den franske storklub PSG, men sådan et skifte sker næppe lige foreløbigt. Det mener den tidligere landsholdsspiller og nuværende spilleragent Mikkel Beck, der har en stor indsigt i den franske liga.
»Jeg har før sagt, at jeg har svært ved at se, at PSG skulle hente Eriksen. De sidste to-tre sæsoner har de hentet spillere fra absolut øverste hylde, og det seneste jeg har hørt, så skulle det være spillere fra Real Madrid og Barcelona, de var interesserede i,« siger Mikkel Beck og tilføjer:
»Med det sagt, så vil jeg også være med i Christian Eriksens heppekor, for jeg synes ligesom alle andre danskere, at han har gjort det fantastisk. Han gør rigtig godt opmærksom på sig selv, og man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig i fodboldverden.«
Frank Arnesen ser positivt på Eriksens muligheder for at skifte til en større klub. Den tidligere sportsdirektør for Eriksens nuværende klub, Tottenham, samt Chelsea, HSV og Metalist Kharkiv kan godt se Eriksen i en af verdens allerstørste klubber.
»Fortsætter Christian Eriksen, som han gør lige nu, er der jo muligheder for, at han går hen og bliver utrolig interessant for klubber på højeste niveau. Bayern München, Manchester City, Barcelona, Real Madrid, Chelsea. Det kan han godt. Han er jo stadig ung, skal man huske,« siger Frank Arnesen.
Eriksen skal dog gerne vise sit niveau i mere end én sæson, hvis det helt store skifte skal blive en realitet, påpeger Mikkel Beck.
»Det er ikke nok, at du gør det godt i ét år. Hvis du vil til en storklub, så skal du måske gøre det i to-tre år i streg. For det er først dér, at du bliver købt. Bale og Modric blev heller ikke hentet efter én sæson. De havde flere gode sæsoner, og sådan er det jo.«
På landsholdet skal Christian Eriksen oppe sig lidt, mener Frank Arnesen. Offensivspilleren har fået en del kritik for sine præstationer for Danmark, hvor det ofte ikke har virket til, at hans niveau har været lige så højt som det, han viser i Premier League.
»Der skal han sætte det præg, han har gjort på klubholdet. Det bliver det næste, han skal gøre, for at alle kan se hans potentiale. Han skal sørge for at få bolden, kræve at få bolden, for får han den, sker der noget godt. Den fase er han ikke helt god nok i endnu,« siger Frank Arnesen.
Mikkel Beck har tidligere solgt det franske backtalent Lucas Digne til PSG, ligesom han også har flyttet Simon Kjær til store klubber som Wolfsburg, Roma og senest Lille. Og han understreger, at de store klubber er ligeglade med prisen, så længe spilleren er god nok. De vil ikke satse og spare nogle penge ved at hente en spiller efter en enkelt god sæson.
»Sådan tænker de ikke. For de har jo pengene til at betale den rigtige pris, hvis de er helt overbevist om, at det er den rigtige spiller. Så de venter hellere længere tid og betaler mere, end at betale noget på et tidspunkt, hvor de ikke er 100 procent sikre, at det er dét, de vil. For de har pengene til at vente,« siger han.
Christian Eriksen og co. tager lørdag imod Arsenal hjemme på White Hart Lane. Med en sejr kan Tottenham overhale ærkerivalerne i tabellen, hvor de i øjeblikket ligger nummer fem. Kampen spilles klokken 13.45.