Erhvervslivet jubler over skatte-aftale
En spritny aftale om skatterabat til virksomheder vækker glæde hos Dansk Erhverv, der dog erkender, at rabatten kan betyde nedgang i investeringslysten efter 2013.
En spritny aftale om skatterabat til virksomheder vækker glæde hos Dansk Erhverv, der dog erkender, at rabatten kan betyde nedgang i investeringslysten efter 2013.
Det er en længe ventet aftale for erhvervslivet, som regeringen mandag aften har indgået med Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og De Konservative.
Den betyder, at danske virksomheder fra i dag og frem til udgangen af 2013 kan investere i ny teknologi og maskiner - og få en økonomisk præmie for det. Hver gang virksomhederne investerer for én krone, kan de afskrive en krone og 15 øre, har partierne besluttet.
Hos Dansk Erhverv bliver skatterabatten - måske ikke overraskende - hilst velkommen.
- Det har været afgørende for Dansk Erhverv, at definitionen af maskiner bredes mest muligt ud, så muligheden for 115 procents afskrivning ikke begrænses til den traditionelle produktionsindustri, men også kan anvendes til ny teknologi i de små og mellemstore virksomheder, som kan have stor gavn af nye investeringer i inventar, eksempelvis it og digitalisering, siger cheføkonom Bo Sandberg fra Dansk Erhverv.
Aftalen forventes at fremrykke investeringer for mellem 15 og 20 milliarder kroner i 2012 og 2013 og øge beskæftigelsen med 1.000 job i år og 6.500 næste år. Men det har også en bagside, påpeger Bo Sandberg.
- Det indebærer potentielt en risiko for en stop and go-adfærd, hvor investeringerne dykker igen med udgangen af 2013. Men i den nuværende sløje økonomiske situation er det fornuftigt at satse maksimalt på at løfte efterspørgslen i 2012 og 2013, siger han.
Finansminister Bjarne Corydon (S), der har stået i spidsen for forhandlingerne, er også tilfreds med dagens aftale.
- Aftalen er et markant skridt mod ny vækst i Danmark i kølvandet på krisen, siger han.