TYRKIET: Nye forhandlinger mellem den tyrkiske regering og den kurdiske gruppe PKK, som bliver betragtet som en terrororganisation af Tyrkiet, USA og EU, er muligvis på tegnebrættet. Ifølge Reuters gjorde Tyrkiets premierminister, Tayyip Erdogan, således opmærksom på, at »der kan komme flere forhandlinger« i et TV-interview onsdag.

Tyrkiske efterretningsfolk har gennem de seneste to år haft kontakt til højtstående personer i PKK for at sætte en stopper for volden og drabene, som landet har været plaget af, siden PKK greb til våben i 1984, men hver gang er de brudt sammen.

Og nu er presset fra befolkningen på Erdogan steget for at finde en løsning med den militante gruppe, så tyrkerne igen kan leve fredeligt.

Over de seneste måneder er konflikten med den militante gruppe taget til i styrke, og sammenstødene er de værste, siden konfliktens begyndelse. Indtil nu har den kostet flere end 40.000 menneskeliv.

I TV-interviewet henviste Erdogan til forhandlinger »i forhold til Imrali«, som er øen syd for Istanbul, hvor PKK-lederen Abdullah Ocalan sidder fængslet på livstid, og dermed peger han på, at regeringen er positiv over for endnu et forsøg.

Premierministerens udmelding kommer, efter Tyrkiets største pro-kurdiske parti har opfordret til, at de stridende parter igen mødes til en snak.

Senest mistede syv PKK-kæmpere livet, da de blev ramt af et helikopterangreb fra tyrkiske soldater i sidste uge. Sammenstødet skete tæt på den irakiske grænse og kostede ligeledes en soldat livet og sårede yderligere to.

Erdogan mener, at stigningen i volden hænger sammen med borgerkrigen i nabolandet Syrien, og han beskylder den syriske præsident Bashar al-Assad for at bevæbne de militante kurdere.

I den forbindelse har premierministeren luftet idéen om en tyrkisk militær intervention i Syrien, hvis PKK angriber Tyrkiet fra syrisk territorium.

Siden det tyrkiske valg i juni 2011 er flere end 700 mennesker blevet dræbt i konflikten mellem staten og PKK, oplyser Den Internationale Krisegruppe. Det er det højeste antal på 15 måneder, siden Ocalan røg bag tremmer i 1999.

I Danmark blev syv personer i sidste uge sigtet og varetægtsfængslet for at have indsamlet et tocifret millionbeløb til netop PKK.

I alt otte mænd fra det dansk-kurdiske miljø blev anholdt i en koordineret anholdelsesaktion på flere sjællandske adresser.

Ifølge Københavns Politi har de varetægtsfængslede, som er mellem 27 og 71 år, indsamlet mellem 27 og 140 millioner kroner til den kurdiske gruppe.