BT har mandag fået flere henvendelser fra danskere, som er kommet økonomisk i klemme, efter det britiske rejseselskab Lowcostholidays er gået konkurs.

Flere danskere er i tvivl om, der overhovedet er noget, de kan gøre for at få deres penge tilbage fra det britiske rejseselskab. Eksempelvis har Amalie Olsens familie formentlig tabt betalingen for en uges hotelophold og transport til og fra lufthavn på Malta.

BT har talt med Forbrugerrådet TÆNK om Lowcostholidays konkursbegæring.

Der er desværre ikke meget godt nyt til danskerne.

Først og fremmest oplyser vicedirektør Vagn Jelsøe, at forbrugerne er langt nede i køen, når det gælder om at få penge udbetalt fra et konkursbo i udlandet.

»Den generelle konkursdækning er ikke god for forbrugerne. Principielt skal man anmelde et krav til kuratoren. Men der kan gå lang tid, før man får et svar.«

Ifølge Vagn Jelsøe er der størst sandsynlighed for, at du får dine penge tilbage, hvis du har betalt din rejse med et internationalt kreditkort.

»Internationale kreditkortselskaber giver stort set altid en konkursdækning. Det gælder ved flybilletter, koncerter, rejser osv,« siger han.

Vagn Jelsøe gør dog opmærksom på, at der som regel er et relativt højt gebyr, når man betaler med et internationalt kreditkort på omkring 1,75 procent. Men han anbefaler alligevel, at man betaler med et internationalt kreditkort, hvis man bestiller sin rejse gennem et udenlandsk rejsebureau.

Det sidste råd han har, er, at man skal holde sig til selskaber, der er registreret i Rejsegarantifonden - hvilket som regel er danske rejsebureauer. Hvis du booker din rejse gennem et dansk rejseselskab, kan du læse mere om, hvad du skal gøre ved en konkurserklæring ved at klikke her.