Dine kvalifikationer og din arbejdsindsats er langt fra det eneste, der spiller ind på din løn. Også din kropsbygning har betydning for, hvor mange kroner der ryger ind på kontoen hver måned.
Det viser en ny undersøgelse fra University of Exeter, som er publiceret i British Medical Journal. På universitet har de undersøgt knap 120.000 mennesker mellem 40 og 70 år, og sammenlignet deres kropsbygning med deres indkomst. Konklusionen er klar.
Er du kvinde, og vil du gerne have en højere løn, må du trække i træningstøjet. Slanke kvinder tjener nemlig gennemsnitligt mere end overvægtige kvinder. For hvert 6,4 kilo overvægt bliver kvinder snydt for 14.500 kroner.
Hos mændene er det ikke vægten, men derimod højden, som spiller ind på lønnen. De højeste mænd har den højeste løn. Undersøgelsen konkluderer, at for hver 7,6 centimer en mand skyder i vejret, stiger lønnen med 14.500.
Ifølge kultursociolog Emilia van Hauen er resultatet ikke overraskende. Til TV2 fortæller hun, at mange undersøgelser tidligere har bevist, at udseende har betydning for vores muligheder i livet. Hun forklarer, at årsagen kan forklares med biologi.
»I naturen skal manden være stærk for at sikre familiens overlevelse, og kvinden skal være smuk, fordi skønhed er lig sundhed. Og når du parrer styrke med sundhed, har arten de bedste chancer for overlevelse. Derfor betyder vægt noget for kvinder og højde for mænd - også i 2016,« siger Emilia van Hauen til TV2.
Selvom der er en biologisk forklaring bag tendensen, er det ifølge Emilia van Hauen uretfærdigt og forkert, at dømme folk på baggrund at deres udseende. Hun mener, at folk bliver diskrimineret på baggrund af forkerte parametre, og slår fast at det i langt de fleste jobs ikke er afgørende, om du er hverken slank eller høj.
Selvom undersøgelsen viser en tydelig tendens, er der dog også håb for alle de overvægtige kvinder og de lave mænd. Tim Frayling, som er professor og en af mændene bag undersøgelsen, slår nemlig fast, at der kun er tale om et gennemsnit, og der er som bekendt ingen regel uden undtagelse.
»Dette er det hidtil bedste bevis for, at din højde og vægt har direkte indflydelse på din indkomst og andre socioøkonomiske faktorer i dit liv. Men det vil ikke passe i alle tilfælde, da mange lave mænd og overvægtige kvinder er meget succesfulde,« siger han til Huffington Post.