Der er Jeanette Ottesen, Rikke Møller Pedersen og alle de andre danske svømmere. Der er verdens mest vindende OL-atlet, Michael Phelps. Der er den svenske darling Sarah Sjöström.

Og så er der en masse livreddere i de olympiske svømmeanlæg. Overflødigt? Ja, ikke?

Men de sidder dér dag ud og dag ind, mens OL-svømmerne tonser frem og tilbage. Hvilket folk er begyndt at more sig over på sociale medier.

Men der er nu en god forklaring. Ifølge britiske Metro kan det ikke rigtigt være anderledes.

Artiklen fortsætter under billederne...

»Det er brasiliansk lov, at der I enhver offentlig svømmehal af en vis størrelse skal være livreddere. Vi ville ønske, at vi ikke havde dem siddende, men det skal vi,« forklarer Ricardo Prato, manager for den olympiske svømmehal, ifølge Metro.

Indtil videre har de olympiske livreddere ikke været i vandet. De har ’kun’ udført rollen som iagttagere fra første række.

Og lønnen er i øvrigt heller ikke noget at prale af. Den ligger kun på omkring 2.000 kroner for den olympiske indsats.