Debatten raser på B.T.s facebook-side. Over 200 har givet deres mening til kende til spørgsmålet om det er i orden at aflive en hund, når man har givet varsel.

I orden at aflive hunden

En af B.T.s læsere, Peter Karlsen, mener, at det kun er fair.

”Hvis familien ikke kan holde hunden i snor eller på anden vis kan overholde lovgivningen, så er manden i fuld ret til at skyde den”, skriver han.

Også Lene Gaardmand mener, at Johnny Pedersen har retten på sin side.

”Jeg forstår skam godt, at man får nok af naboens hund hvis ikke de skal lave en simpel foranstaltning der gør at hunden bliver på ejerens grund. Han har her været helt i sin fulde ret til at skyde hunden”, skriver hun.

Ken Albiniussen er heller ikke i tvivl og henviser til loven.

”Loven er faktisk ret tydelig, det er ejeren, der bærer ansvaret og hans/hendes pligt til at holde sin hund ude fra naboens have, ikke omvendt”, skriver Ken Albiniussen. Han tilføjer, at ”det er jo også en nationalsport at fralægge sig ethvert ansvar, flot gjort af naboen selv at anmelde det til politiet”.

Noget svineri

Men langt fra alle er enige i, at Johnny Pedersen har handlet korrekt i denne sag.

Lizett Størbæk kritiserer i meget voldsomme vendinger Johnny Pedersens handling.

”Svineri og egoistisk. Må have et kæmpe selvværdsproblem, når man gør sådanne ting”, skriver hun.

Helene Perrson er også rystet over hændelsen.

”Hvad sker der dog oppe i knolden på sådan et fjols. Det er da aldrig i orden selv at tage loven i egen hånd”, skiver hun.

Og Tobias Rasmussen mener, at lovgivningen på området er alt for liberal.

”Selvfølgelig burde man ikke måtte skyde vildt om sig i sin have efter kæledyr”, skriver han

Debatten fortsætter på B.T.s facebook-side.