Den britiske avis The Telegraph spekulerer i, at Jenson Button muligvis ikke kører for McLaren i den kommende sæson. Det kan være den åbning, som Kevin Magnussen venter på som reservekører for McLaren-teamet.
Den velrespekterede klummeskribent Daniel Johnson mener ikke, at Jenson Button har mere at bevise i Formel 1-regi. Den 35-årige brite er tidligere verdensmester, og udsigten til at køre i den problemfyldte McLaren-racer i endnu en sæson er ikke noget, der bør vække særlig stor begejstring hos Magnussens konkurrent, vurderer journalisten.
»Nu skal han køre løbet i Shanghai (weeekendens grandprix, red.) med et hold, der ikke ønskede at beholde ham - hele McLarens sportslige ledelse foretrak at droppe Jenson Button, men blev overtrumet af bestyrelsen - i en bil, der, i hvert fald for nu, giver meget lidt håb for positive resultater. Måske kører han endda ikke i 2016, selv hvis det skulle være hans eget ønske,« skriver Daniel Johnson.
Kevin Magnussen, Jenson Button og Fernando Alonso er McLarens tre kørere. I sidste sæson stod Kevin Magnussen i direkte konkurrence med Button om det ene af Formel 1-sæderne til denne sæson, men McLaren valgte som bekendt at satse på de to mere erfarne herrer på bekostning af danskeren.
Selvom Buttons kontrakt løber til næste sæson med, så spekulerer Daniel Johnson altså i, at Button bør trække håndbremsen i forhold til sin karriere, hvilket kan give sædet til Kevin Magnussen i stedet.
Kevin Magnussen kørte sæsonens første grand prix i Melbourne, fordi Fernando Alonso måtte sidde udenfor med en lille hjernerystelse, men han nåede aldrig at stille til start i selve løbet på grund af nye problemer med McLaren-raceren.
