Uge efter uge har skuespillerinden Laura Bach forbløffet både seere og dommere med sine elegante bevægelser i 'Vild med Dans'-studiet. Og hun har høstet så flotte karakterer, at man næsten skulle tro, at hun har prøvet det før.
Og det er der en ganske god grund til, afslører Her&Nu i denne uge.
For modsat flere af sine konkurrenter er chassétrinene hen over de bonede gulve bestemt ikke en uvant følelse for skuespillerinden.
Ugebladet har nemlig fået fingrene i et CV fra Laura Bachs tidligere hjemmeside og portfolio, hvor det tydeligt fremgår, at hun har stiftet bekendtskab med flere genrer i sit 37 år lange liv.
’Jitterbug, disco, jazzballet, moderne dans og lambada’, står der blandt andet på CV’et, som afslører, at hun i disse danse er blevet undervist af den erfarne tidligere Danmarksmester i latinamerikanske danse og disco, Pia Carlsson.
Derudover er hun, af fem andre dansere, blevet undervist i klassisk og moderne dans, ballet, salsa, step og river dance.
Det er ikke usædvanligt, at ’Vild med Dans’-deltagere med skuespillerbaggrund brillerer på dansegulvet, da de skolede af slagsen har haft dans på skoleskemaet under uddannelsen.
Men Her&Nu har også fundet frem til et tidligere interview med træningsmagasinet FitLiving, hvor Laura Bach afslører, at hendes erfaring går længere tilbage end til skuespilskolen.
Sidste sommer udtalte hun til magasinet:
»Jeg dyrker ikke fast motion. Jeg cykler. Rigtig meget. Og danser, når jeg kan komme til det. Jeg elsker at danse,« lød det fra en af ’Danmarks modigste dansere’, som vært Claus Elming ynder at kalde deltagerne i programmet.
»Jeg har danset en del stævner, da jeg var barn og ung,« fortsætter hun i interviewet.
Men det var en overdrivelse, erkender hun nu over for Her&Nu.
»Det var tydeligvis i en sammenhæng om ’sportspræstationer’. Dem har jeg jo ingen af, derfor denne sammenligning. Overdrivelse fremmede forståelsen. Så altså ’stævner’ var afdansningsballer, som jeg dansede et par stykker af, fra jeg var otte til 11,« siger Laura Bach til ugebladet.
I den periode gik hun til jazzballet på danseskole og vandt et par præmier under afdansningsballer, uddyber hun gennem sin manager.
Ifølge ham er det kun de førnævnte timer hos Pia Carlsson, der var decideret dansetræning. Resten var ’få undervisningstimer på teaterskolen’.
Men alligevel nok til, at Laura Bach lister ’dans’ som en af sine færdigheder i Skuespillerhåndbogen, skriver Her&Nu.
Det er bestemt ikke første gang, en 'Vild med Dans'-deltager bliver fanget i ’dansesnyd’.
Senest ulmede skandalerne i 2014, da det kom frem, at vejrvært Maria Franch-Mærkedahl havde danset hiphop og funk i 11 år. Samme år deltog sanger og skuespiller Johannes Nymark, der er uddannet inden for både sang, drama og dans på den treårige musicaluddannelse i Fredericia.
De viste sig at blive henholdsvis nummer et og to det pågældende år.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Dengang udtalte daværende programchef på TV 2, Gitte Madsen, sig til BT.
»Vi har haft deltagere før, der har gået på musicalakademi eller fået danseundervising. Det er en subjektiv vurdering, hvem der skal være med, og vi vil gerne have, deltagerne kommer med forskellige baggrund. Så må seerne bestemme, hvem der skal danse fra uge til uge. Vi sætter bare holdet, det er vores job,« sagde Gitte Madsen og tilføjede:
»Man kan spørge sig selv, om en gymnast på vej til OL har en fordel over for en 70-årig modeskaber. Man kan spørge sig selv, om en kendt politiker har en fordel over for en ukendt sportsmand. Det kan både være fysiske fordele eller 'kendtheds-faktoren'«.