Burnley-spilleren Andre Gray har fået fire spilledages karantæne af det engelske fodboldforbund (FA) som følge af en række stødende tweets, heriblandt et svært homofobisk ét af slagsen for fire år siden.

Sagen kom frem for godt en måned siden, da det blev opdaget, at Andre Grays havde et særdeleshed hadsk tweet stående på sin profil på det sociale medie.

For fire år siden lagde Gray nedenstående tweet op på sin profil, hvilket han har været ude at undskylde, efter sagen kom frem. Det kan du læse mere om her.

»Er det bare mig, eller er der bøsser over alt? #Brænd #Dø #GørMigDårlig,« skrev Gray i tweetet for fire år siden, hvor han spillede for Hinckley Town

FA har valgt at gøre en sag ud af det, og lørdag kom der en beslutning i sagen, skriver engelske Independent.

Fire dages karantæne, en bøde på 25.000 pund (215.000 kroner, red.) samt et uddannelseskursus hos forbundet, skriver FA i en udtalelse ifølge det engelske medie.

I alt var Gray anklaget for seks opslag, som var blevet anset for at have en grov karakter. Gray erkendte selv, at de tre af dem var for grove, men han er ikke enig i, at alle Twitter-opslagene kan kategoriseres sådan.

Den 25-årige angriber, der har spillet med i samtlige Burnleys kampe i denne sæson og scoret ét mål, har sammen med klubben accepteret dommen, der træder i kraft allerede fra Burnleys næste kamp på mandag mod Watford.

»Gray fortryder opslagene og har lovet som en undskyldning, at han vil fortsætte med at forbedre sig, både som person og som rollemodel,« skriver Burnley i en pressemeddelelse på sin hjemmeside og fortsætter:

»Vi tror, at denne sag om gamle opslag på sociale medier vil komme til at fremstå som en advarsel for alle professionelle fodboldspillere og for sportsudøvere generelt.«