Epidemier tager fortsat livet af flest mennesker på jorden
Epidemier tager fortsat livet af flest mennesker på jorden
Epidemier tager fortsat livet af flest mennesker på jorden
De store naturkatastrofer tager hvert år livet af titusinder af mennesker, men 160 gange så mange omkommer på grund af sygdomme, fremgår det af Den Internationale Røde Kors-Føderations årlige rapport om denne verdens katastrofer - naturkatastrofer såvel som krige.
Når Tyrkiet i 1999 havde et frygteligt jordskælv, der var oversvømmelse i Venezuela, cykloner i Indien foruden mange andre naturkatastrofer, så måtte kun 80.000 lade livet derved, mens 13 mio. døde af aids, malaria, åndedrætslidelser, tuberkulose og diarré.
Internationalt Røde Kors har siden 1993 udsendt en årlig katastroferapport som denne, men med forskelligt fokus år efter år. For 1999 er hovedvægten lagt på de tilbageskridt, der indtruffet for folkesundheden, særlig i den fattige del af verden. En eksplosiv udvikling af hiv/aids i Afrika, kronisk undernæring i Nordkorea og store psykiske problemer (krigstraumer) i Kosovo er blot nogle få eksempler herpå.
Ifølge rapporten kan mange infektionssygdomme forebygges. Men adgangen til vacciner særlig i Afrika er ringe. De tusinder af hjemstavnsfordrevne - ofre for borgerkrige i f.eks. Liberia, Sierra Leona og Somalia - kan kun sjældent få behandles alle deres sygdomme - endsige få dem forebygget.
Der er dog det opmuntrende at notere, at verdens rige nationer for første gang siden 1994 øgede deres officielle udviklingsbistand til de fattige nationer. OECD's udvalg for udviklingsbistand (forkortet DAC) opgjorde i 1998 USA's, Canadas og Europas bistand til 51,9 mia. dollar (omkring 400 mia. kr.) - en stigning på 9,6 pct. i forhold til året før. Imidlertid faldt donorlandenes iver efter at hjælpe med til at forbedre den almene sundhedstilstand, når denne virksomhed gøres særskilt op.
/ritzau/