Enhedslisten har ikke fået tilstrækkeligt ud af at være støtteparti for regeringen.

Det mener et flertal blandt Enhedslistens kontaktpersoner i lokalafdelingerne forud for partiets årsmøde i weekenden.

Ifølge en rundspørge foretaget af Berlingske Research, hvor 55 procent ud af 83 adspurgte har svaret, erklærer næsten 60 procent - svarende til 26 af kontaktpersonerne - sig enten »delvis uenige« eller »helt uenige« i, at Enhedslisten har fået tilstrækkeligt ud af at være regeringens støtteparti.

Til sammenligning mener kun knap 30 procent, at partiet har fået nok ud af den parlamentariske situation.

Ifølge Pelle Erik Andersen-Harild (EL), kontantperson i Frederikssund, står den særligt galt til på energiområdet.

- I forhold til energiforhandlingerne mener jeg faktisk ikke, vi har fået noget som helst, siger Pelle Erik Andersen-Harild.

Han havde hellere set, at Enhedslisten havde holdt sig ude af energiforliget.

- Jeg tror, vi ville stå stærkere, hvis vi ikke var en del af forliget, fordi det ville give mulighed for at kritisere og komme med løsninger, der er bedre, end hvis man er med i et forlig, der grundlæggende er dårligt, siger Pelle Erik Andersen-Harild, der mener, at det først og fremmest er regeringens skyld, fordi den kigger for meget til højre.

Den kritik bakker kontaktperson Jørgen Bodilsen (EL) fra Nordøstsjælland op om.

- Der kører alt for mange forhandlinger om reformer, som vi ikke engang bliver inviteret til at være med i. Selv i forhold til de ting, hvor vi egentlig har været enige med regeringen, vil de hellere lave et flertal til den anden side, siger han.

Enhedslistens politisk ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, forstår godt, hvis baglandet føler, at regeringen ser for meget til højre.

- I de sammenhænge, hvor regeringen har valgt at samarbejde med Enhedslisten, for eksempel i forbindelse med finanslovsaftalen, synes jeg, vi har fået nogle gode resultater ud af vores situation som parlamentarisk grundlag, siger hun og tilføjer:

- Men det er rigtigt, at der er en tendens til, at regeringen har rettet blikket mod højre, for eksempel i forhold til reformen af førtidspension og fleksjob, og det er da rigtigt, at i de situationer får Enhedslisten ikke nogen indflydelse. Det er jeg ked af. Ikke fordi jeg er fornærmet over, at de ikke vil samarbejde med os, men fordi det vil komme til at gå ud over rigtige mennesker, siger hun.

Enhedslisten, der de seneste år har oplevet en enorm medlemsfremgang, skal fredag til søndag holde årsmøde i København.

På årsmødet skal der blandt andet vælges en ny hovedbestyrelse.