Står det til Enhedslisten skal Danmark gå forrest i arbejdet for at indføre hårde sanktioner mod styret i Bahrain.

I mere end et år har styret i den lille oliestat nægtet at løslade den danske statsborger og menneskerettighedsaktivist Abdulhadi al-Khawaja, som nu svæver mellem liv og død i en sultestrejke, der har varet 70 dage.

Enhedslisten mener, at Søvndal skal udnytte, at NATOs udenrigsministre og forsvarsministre onsdag og torsdag er samlet til møde i Bruxelles.

- Villy Søvndal bør gøre alt, hvad han kan for at få sine EU-kolleger til at indføre sanktioner over for Bahrains konge og de magthavere, der måtte være i landet, siger Enhedslistens udenrigsordfører, Christian Juhl, til Berlingske Nyhedsbureau.

Han uddyber, at sanktioner som dem mod regimet i Syrien er vejen frem. Det vil blandt andet sige indefrysning af vigtige personers bankkonti og forbud mod indrejse i EU.

- Al-Khawaja hænger i med det yderste af sit liv. Alle midler skal bruges for at redde ham og sikre, at han eventuelt kan komme til Danmark, siger Christian Juhl.

Netop på grund af Danmarks formandskab for EU finder Christian Juhl det realistisk, at Søvndal kan overbevise sine ministerkolleger om sanktionerne. Personligt vil ordføreren skrive et brev til dronning Margrethe, som ifølge Enhedslisten bør gå ind i sagen - ikke mindst fordi hun selv hædrede Bahrains konge, Sheikh Hamad bin Isa al-Khalifa, med storkorset sidste år.

Dagligt er gaderne i Bahrains hovedstad Manama skueplads for store demonstrationer mod det enevældige kongestyre. Ifølge aktivister har politiet alene inden for de seneste dage anholdt mindst 60 ledende, shiamuslimske demonstranter.

Ifølge Reuters forsøger det sunnimuslimske kongedømme med al magt at forhindre omfattende uroligheder under den kommende weekends stærkt omdiskuterede Formel 1 Grand Prix i ørkenstaten.

Abdulhadi al-Khawaja, som er blevet overført fra fængslet til et militærhospital, er i overhængende livsfare på grund af sin 10 uger lange sultestrejke. Danmarks ambassadør i Saudi-Arabien, Christian Kønigsfeldt, er blevet nægtet at besøge ham siden den 10. april, oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice.

Dansk-bahrainerens nærmeste familie besøgte ham dog i søndags og kunne efterfølgende fortælle, at de havde mødt et skeletlignende menneske - afkræftet og stort set uden stemme.

- Jeg kan ikke bruge ordet mager eller tynd. Min far ligner en, som er i de sidste dage af en lang kamp mod en uhelbredelig sygdom, beskrev datteren Zainab Al-Khawaja.