Tusindvis af unge har i denne uge fået tilbudt en studieplads på en videregående uddannelse, men der er en gruppe af dem, der skal have særlige vilkår, når først de er i gang.

Enhedslisten vil derfor ifølge Politiken indføre fleksuddannelser for personer med handikap, ligesom der på arbejdsmarkedet findes fleksjob.

- Det er uhyre vigtigt, at de her unge mennesker får en uddannelse. Ellers har de rigtig svært ved at komme ud at gøre det, alle politikere beder dem om, nemlig at arbejde efter de evner, de nu har. Mange af dem, der sidder i kørestol, kan jo ikke arbejde på en fabrik eller løfte tunge ting på en byggeplads. De er dybt afhængige af en uddannelse, siger handikapordfører, Stine Brix (EL).

Forslaget fra Enhedslisten er todelt. For det første skal unge med et handikap kunne få ekstra SU-klip, hvis de ikke kan gennemføre deres studium inden for de seks år, der i dag er den maksimale periode for SU-støtten. Derudover skal uddannelsesinstitutionerne skabe vilkår, så de unge reelt kan studere på deltid. Ungdomsuddannelserne kan skele til den fireårige Team Danmark-ordning for sportstalenter, foreslår partiet.

Men også de videregående uddannelser skal gøre uddannelsesforløbet mere fleksibelt. I dag kan studerende få forlænget deres SU-periode, hvis de bliver syge, men ikke på grund af et allerede eksisterende handikap. Til gengæld kan handikappede på videregående uddannelser få et månedligt tillæg til deres SU på 8.051 kroner før skat. Men det er ikke tilstrækkeligt, mener Stine Brix.

- Når tiden på studiet trækker ud, fordi man ikke kan tage et fuldt semester, kan man ikke bruge handikaptillægget. Derfor handler det om at forlænge perioden, hvor man kan få SU, frem for at hæve beløbet, siger hun til Politiken.

BNB