Enhedslisten vil gøre tilbudsvarer billigere
Dine dagligvaretilbud kunne være endnu billigere, men et skjult reklamebidrag sætter priserne i vejret. Enhedslisten foreslår forbud.
Dine dagligvaretilbud kunne være endnu billigere, men et skjult reklamebidrag sætter priserne i vejret. Enhedslisten foreslår forbud.
Her gik du måske og troede, at varerne i supermarkedernes tilbudsaviser var de bedste tilbud på hylderne. Men i virkeligheden kunne ugens slagtilbud være endnu billigere.
De danske supermarkeder tjener nemlig store penge på de såkaldte markedsføringstilskud, som leverandører er tvunget til at betale for at få deres varer med i reklamebladene og ud på hylderne, fortalte DRs Pengemagasinet onsdag.
Tal fra CBS viser, at leverandørerne årligt betaler intet mindre end syv milliarder kroner til supermarkederne. Og regningen havner i sidste ende hos forbrugerne, fordi priserne sættes op.
Men det skal være slut nu, mener regeringens støtteparti, Enhedslisten, som er parat til at stille et forslag i folketinget, der forbyder markedsføringstilskuddene.
- De syv milliarder kroner, der betales for dette hvert år, fører til dyrere varer i de danske butikker og undergraver konkurrencen og dette må stoppes, udtaler Per Clausen, fødevareordfører for Enhedslisten.
Det er ikke kun forbrugerne, der mærker de tvungne markedsføringstilskud. Nogle leverandører har simpelthen ikke råd til at købe sig ind på hylderne, og det kan betyde, at der ikke lanceres nye produkter på grund af de store udgifter.
- Ikke alene fører denne trafik til dyrere varer i de danske butikker. Den forhindrer også mindre leverandører og producenter i at konkurrere på lige vilkår med de store producenter. Da mindre virksomheder sjældent har råd til at betale dette markedsføringstilskud, siger Per Clausen.
Han vil nu tage sagen op over for erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) for at få ham til at gribe ind.
Informationsdirektør i supermarkedskoncernen Coop Danmark, Jens Juul Nielsen, tager kritikken med ro, skriver DR. Han ser markedsføringstilskuddene som en nødvendighed for at kunne levere tilbud til forbrugerne - og han mener i sidste ende, det er i producenternes interesse at blive markedsført.