Utilfredsheden med S-SF-R-regeringen er så stor i støttepartiet Enhedslistens bagland, at partiet nu sår tvivl om opbakningen til den kommende finanslov - og dermed også om regeringens overlevelse, skriver Politiken.dk.

Venstrefløjspartiet Enhedslisten skal som det eneste i Folketinget have opbakning fra sin magtfulde hovedbestyrelse, før medlemmerne på Christiansborg kan stemme for en finanslov.

Og fordi regeringen har lagt op til, at den vil indgå en række af de kommende store reformer med de borgerlige, overvejer flere medlemmer af hovedbestyrelsen nu at vende tommelfingeren nedad.

HVAD SYNES DU OM, AT ENHEDSLISTEN TRUER MED AT VÆLTE FINANSLOVEN? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN

- Hvis man fører ensidig borgerlig politik i løbet af året, kan jeg slet ikke forestille mig, at vi lægger stemmer til finansloven, siger bestyrelsesmedlem Jens Otto Madsen.

Tilbage i 2010 lagde Enhedslisten en ny strategi, der skulle gælde under en ny rød regering. Og her hed det blandt andet:

- Vi stemmer under ingen omstændigheder for en finanslov, der opsummerer et års nedskæringspolitik, gennemført sammen med partier til højre i salen.

Den strategi henholder bestyrelsesmedlemmet Lars Hostrup Hansen sig til.

- Hvis finansloven kun opsummerer et års forringelser, er det klart, at så kan vi formentlig ikke stemme for en finanslov, siger han.

Regeringen har lagt op til brede forlig med netop de borgerlige partier og Dansk Folkeparti, og Enhedslisten sidder udenfor, når der blandt andet skal skæres i førtidspensionen og fleksjobordningen. Samtidig vil regeringen ændre kontanthjælpssystemet og gennemføre en skattereform til fordel for de rigeste uden om Enhedslisten.

Det betyder dog ikke nødvendigvis et nej til en ny finanslov, siger partiet politiske ordfører.

- En dygtig regering ved, at man bevæger sig ud ad en meget risikofyldt vej, hvis man parkerer sit parlamentariske grundlag på et sidespor, fortæller Johanne Schmidt-Nielsen til Politiken.dk.

Hvad synes du om, at Enhedslisten truer med at vælte finansloven, fordi regeringen har lavet reformer med de borgerlige?

Opfører Enhedslisten sig som små børn - eller er det helt fair, at de ikke vil agere stemmekvæg?

Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i B.T.

BNB