Enhedslisten til dagpenge-middag på Slotspladsen
Mens Dronningen overværer åbningen af Folketinget klokken 12, vil en række fagforeninger troppe op uden for Christiansborg for at sparke gang i dagpengedebatten. Enhedslisten bakker op.
Mens Dronningen overværer åbningen af Folketinget klokken 12, vil en række fagforeninger troppe op uden for Christiansborg for at sparke gang i dagpengedebatten. Enhedslisten bakker op.
»Vi tror på en bedre løsning & et godt nytår«.
Fagbevægelsen har endnu ikke opgivet at få regeringen til at rulle dagpengeforringelserne tilbage. Med annoncer i blandt andet Politiken og Jyllands-Posten tirsdag forsøger 10 forbund at rette fokus væk fra Folketingets åbning og over på de tusinder af dagpengemodtagere, der kommer i problemer efter nytår.
- Alle skal have et godt nytår - men ved årsskiftet går op mod 20.000 danskere ind i en uvis fremtid, fordi de mister deres dagpenge og dermed forsørgelsesgrundlaget. Arbejdsmarkedet står ikke til rådighed for dem. Der er dog stadig tid til at finde et alternativ. Nedtællingen er nu begyndt, og vi ser frem til at nyde nytårsaften, som vi kender den, lyder det blandt andet i annoncerne, der prydes billeder af papvin og dåsetorsk og blandt andre har FOA, HK Kommunal, BUPL og Dansk Sygeplejeråd som afsender.
Som opfølgning på annoncerne har forbundene inviteret folketingspolitikerne til middag på Slotspladsen ved Christiansborg med nogle af de dagpengemodtagere, der bliver ramt af reformen.
Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl, vil forsøge at snige sig væk fra statsministerens åbningstale for at støtte op om initiativet, selv om det er lidt usædvanligt med en kritisk aktion fra fagbevægelsen mod en rød regering.
- Det er også en meget usædvanlig situation, når tusinder af mennesker ryger ud over kanten og ingenting har at leve af. Når en rød regering har overtaget forringelser af dagpengeregler uden videre, så er det på tide at gøre noget. Indtil videre har det ikke været muligt for fagbevægelsen at råbe især de Radikale op, så det er nødvendigt at bruge utraditionelle midler, siger Christian Juhl.
Han ser det som fagbevægelsens pligt at råbe vagt i gevær, hvis regeringen ikke er på rette vej.
- Nogen kunne jo opfatte fagbevægelsen som regeringens gode kammerat. Og jeg har det sådan, at gode kammerater hjælper en regering, der er i knibe. Lige i øjeblikket er der et rigtig stort behov for at hjælpe regeringen ind på det rette spor, da den ikke rigtig har forstået, hvor alvorlig situationen er, siger arbejdsmarkedsordføreren.
I sidste uge gik SFs arbejdsmarkedsordfører, Eigil Andersen, imod regeringens linje ved at argumentere for en forlængelse af dagpengeperioden. Men han har ikke lyst til at støtte op om fagbevægelsens aktion.
- Mit budskab er kommet tydeligt frem, siger han.
Udover dagpenge-middagen klokken 12.45 har fagbevægelsen planlagt en demonstration - ligeledes på Slotspladsen - klokken 16.