Stress er et stigende problem på det danske arbejdsmarked. Den udvikling skal stoppes, og det skal ske hurtigt, mener Enhedslisten, der nu vil bede beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) om at gøre noget.

- Jeg vil nu tage kontakt til beskæftigelsesministeren, for at vi hellere i dag end i morgen går i gang med at løse stress-problemerne. Vi kan tage udgangspunkt i erfaringerne fra de fagforeninger, der har arbejdet med stress-problematikken, siger Enhedslistens arbejdsmiljøordfører, Jørgen Arbo-Bæhr.

Reaktionen kommer, efter at en række fagforbund fortæller, at de har oplevet mangedoblinger i antallet af henvendelser fra medlemmer, der rammes af stress. Jørgen Arbo-Bæhr mener, at det både vil komme de stressramte og arbejdsmarkedet til gode, hvis det stigende stress-problem løses.

- Stress koster tusindvis af sygedage. Vi skal for det første finde ud af, hvorfor går folk ned med stress, og derefter skal vi løse problemerne, siger han.

Enhedslisten foreslår, at man kan bruge en stor del af forebyggelsesfonden til at stoppe den kedelige udvikling.

- Vi har sammen med regeringen aftalt, at forebyggelsesfonden skal målrettes, så nu må vi for alvor gå i gang, siger Jørgen Arbo-Bæhr.

Dansk Arbejdsgiverforening mener, at det ofte er private problemer, der er grunden til, at danskerne bliver stressede.