Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) bør træde i karakter over for Finansiel Stabilitet, statens skraldespandsselskab for krakkede banker.

Sådan lyder det fra Enhedslisten, efter at det er kommet frem, at direktøren i den krakkede Amagerbank fik seks millioner kroner i løn, da banken kom under statens vinger. En løn, der ligger langt over statens anbefalede maksimumtakster.

Den høje løn har mødt kritik fra Rigsrevisionen, og derfor bør Ole Sohn sørge for, at regeringen griber ind, så situationen ikke gentager sig, siger Enhedslistens gruppeformand Per Clausen.

- Det er uanstændigt, at en direktør for et statsligt aktieselskab får så høj en løn, og derfor virker Rigsrevisionens kritik også helt berettiget. I sidste ende falder det her tilbage på partierne bag bankpakkerne og på erhvervsminister Ole Sohn. Det er i sidste ende Sohns ansvar, at danske skattekroner ikke går til at forgylde direktører, forklarer han.

Formanden for Finansiel Stabilitet, Henning Kruse Petersen, har over for TV2 Finans forklaret, at årsagen til den høje aflønning af Steen Hove, der var administrerende direktør i Amagerbanken indtil februar 2011, skyldtes, at man ønskede at holde på ham.

Men den forklaring giver Per Clausen ikke meget for. Han mener, at Finansiel Stabilitet har været for blødsødent over for Steen Hove. - Man kan nogle gange få den opfattelse, at Finansiel Stabilitet drives som et old boys-network, hvor man ser stort på de regler, der normalt gælder for statens selskaber. Rigsrevisionens seneste kritik er ikke ligefrem med til at mane det indtryk i jorden, siger han.