En massiv indsats for at skabe job til de tusindvis af danskere, der står til at falde ud af dagpengesystemet efter nytår, er nødvendig.

Men det er ikke nok, hvis man vil beskytte alle langtidsledige mod at miste deres indtægt.

Sådan lyder det fra Enhedslisten, der i forbindelse med de kommende finanslovsforhandlinger vil have ændret i dagpengereglerne, så det bliver nemmere at få ret til dagpenge.

- Mange politikere har i den seneste tid sagt, at en forbedring af dagpengesystemet er en rigtig dårlig idé, fordi det bedste er, at folk kommer i arbejde. Det tror jeg ikke, man kan finde nogle, der er uenige i. Men det er bare sådan, hvis man forholder sig lidt til virkeligheden, at her og nu er der ikke job nok, siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt Nielsen, ved partiets sommergruppemøde, der fredag blev afholdt i Karrebæksminde.

Her fremlagde partiet en række forslag til, hvordan man undgår, at langtidsledige ryger ud af dagpengesystemet.

Blandt andet foreslår Enhedslisten at gøre det nemmere at optjene ret til at modtage dagpenge. I 2010 vedtog regeringen og Dansk Folkeparti at fordoble genoptjeningsperioden, så det kræver 52 ugers arbejde inden for tre år at få ret til dagpenge. Det ønsker partiet rullet tilbage, så det kun kræver 26 uger. Samtidig ønsker partiet, at løntilskudsstillinger skal tælle med i genoptjeningen.

Ifølge SF kan det blive nødvendigt at ændre i dagpengereglerne for at tage hånd om de langtidsledige, der står til at falde ud af systemet. Det erkender finansordfører Jonas Dahl (SF).

- Jeg vil ikke afvise, at der kan være behov for andre ændringer, for eksempel i forhold til hvor mange arbejdstimer, der skal til for at få en ny dagpengeperiode, siger Jonas Dahl, der dog ikke ønsker at gå mere i detaljer omkring Enhedslistens oplæg.

Hverken de Radikales finansordfører, Marianne Jelved, eller Socialdemokraternes finansordfører, John Dyrby Paulsen, ønsker at kommentere det konkrete krav fra Enhedslisten om genoptjeningsperioden, men henviser i stedet til finansminister Bjarne Corydon (S). Han har dog ikke svaret på Berlingske Nyhedsbureaus henvendelse.

De Radikales leder, Margrethe Vestager, har tidligere afvist at ændre i dagpengereglerne, og i forbindelse med Socialdemokraternes sommergruppemøde sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) følgende, da hun blev spurgt til mulighederne for at ændre genoptjeningsretten:

- Man skal bare huske på, at dem, der er i fare for at falde ud af dagpengesystemet, de har ikke glæde af, at man piller ved optjeningssystemet. Det, de har glæde af, er, at vi skaber nye job.

Men regeringen kan efter alt at dømme se frem til en hård kamp, for selv om Enhedslisten ikke vil kalde deres jobgaranti til langtidsledige et ultimativt krav, er det alligevel så tæt på ultimativt, som man kan komme.

- Enhedslisten opfatter det som en bunden opgave at løse det her problem. Det er ikke til diskussion, at der skal findes en løsning for dem, der står til at falde ud af dagpengesystemet, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Regeringen fremlægger sit udspil til en finanslov for 2013 på mandag.