De danskere, der risikerer at ryge ud af dagpengesystemet efter nytår, skal sikres et tilbud om at komme enten i arbejde eller uddannelse.
Det har længe været kravet fra Enhedslisten, som fredag på partiets sommergruppemøde præsenterer et katalog af konkrete muligheder, der skal sikre hjælp til dem, der står til at falde ud af systemet.
- Vi kommer med et katalog, der skal hjælpe folk i job eller uddannelse, siger Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen.
Han er endnu ikke klar til at afsløre alle elementer i kataloget, men et af forslagene er en model, hvor ansatte kan tage på uddannelsesorlov, mens langtidsledige udfylder deres hul på arbejdspladsen.
- Det vil være godt for den enkelte ansatte, arbejdsgiveren og den langtidsledige, fastslår Frank Aaen.
Hvor mange langtidsledige, der på den måde kan komme ind på arbejdsmarkedet, tør han dog ikke spå om.
- Men det havde pænt succes under Poul Nyrups tid, siger han.
Problemet med de tusindvis af dagpengemodtagere, der står til at ryge ud af systemet og dermed miste deres indtægt, bliver helt afgørende for partiet i forbindelse med de kommende finanslovsforhandlinger med regeringen, uderstreger partiets gruppeformand inden sommergruppemødet.
- Vores budskab vil være, at vi først og fremmest skal have sikret, at der ikke er nogle, der falder ud af dagpengesystemet, inden de har fået tilbudt et arbejde, siger gruppeformand Per Clausen.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) understregede ellers torsdag, at regeringen ikke kunne garantere, at alle bliver hjulpet videre.
- Jeg forstår, at de ikke kan garantere noget, men når vi er færdige med finanslovsforhandlingerne, så er det vores klare opfattelse, at vi vil have et resultat, der gør, at der ikke er nogen, der falder ud af dagpengesystemet, før de har fået tilbud om et arbejde, siger Per Clausen, der er optimistisk i forhold til at nå til enighed med regeringen.
- Jeg tror, at hun (statsministeren, red.) lytter, og hun siger jo også, at hun gerne vil finde en løsning, som sikrer, at så mange som muligt undgår at falde ud af dagpengesystemet. Vi skal bare have ændret det der »så mange som muligt« til, at vi vil sikre, at alle får et tilbud, og det tror jeg godt, vi kan finde ud af, siger han.