Enhedslisten er »forsigtige optimister« omkring dagpengeforhandlinger
I dagpengeforhandlingerne er parterne rykket en lille smule tættere på hinanden, og derfor tror Enhedslisten på en fælles løsning.
I dagpengeforhandlingerne er parterne rykket en lille smule tættere på hinanden, og derfor tror Enhedslisten på en fælles løsning.
Selv om regeringen og støttepartiet Enhedslisten fortsat sidder ved forhandlingsbordet og forsøger at høvle knasterne så små, at de kan blive enige om en dagpengeaftale, så er der lys forude, lyder det fra Enhedslisten.
»Jeg har en klar forventning om, at vi senest tirsdag når frem til en aftale. Der er mange ting, og der er også ting, der kan gå helt galt endnu. Men vi er forsigtige optimister, og vi arbejder ud fra det grundsynspunkt, at både vi og regeringen har en klar interesse i at få det her landet, så det gør vi nok,« siger gruppeformand Per Clausen (Ø).
Blandt andet vil Enhedslisten sikre, at folk ikke kommer til at betale for regeringen forslag til en »arbejdsmarkedsydelse« gennem et forhøjet a-kassekontingent, og at danskundervisning fremadrettet kan sikre kvaliteten på området.
»Og så har vi en række diskussioner omkring indholdet af den aktivering, som folk skal udsættes for. Det er vi i gang med at vende og dreje og se, hvad vi kan lande på. Og så tusindvis af små detaljer,« forklarer Per Clausen, som også understreger, at begge parter har rykket sig.
»I lange perioder står vi fast og kigger på hinanden og udveksler synspunkter. Men på nogle områder har begge parter rykket sig lidt. Og det vigtigste er, at vi har en fælles forståelse af, at vi gerne vil frem til et resultat,« siger han.
Parterne forhandler fortsat lørdag aften og skal igen søndag mødes for at nå frem til en løsning.