Enhedslisten beder minister stå til ansvar for misinformation
Enhedslisten mener, at økonomiminister Margrethe Vestager (R) tilsyndelandende har misinformeret Folketinget i spørgsmålet om indførslen af en fælles europæisk finansskat.
Enhedslisten mener, at økonomiminister Margrethe Vestager (R) tilsyndelandende har misinformeret Folketinget i spørgsmålet om indførslen af en fælles europæisk finansskat.
Enhedslisten beskylder nu økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) for at have misinformeret Folketinget. Det sker efter, at ministeren meddelte til tinget, at EU-Kommissionens egne embedsmænd har regnet sig frem til, at indførslen af en fælles europæisk finansskat risikerer at koste 400.000 europæiske arbejdspladser, heraf 5.000 i Danmark. Tal, som særligt Margrethe Vestager har hæftet sig ved, når hun har advaret imod finansskatten.
Men det er en fordrejning af sandheden, mener Enhedslisten, der retter en skarp kritik mod økonomiministeren.
- Det er meget alvorligt, at økonomiministeren tilsyneladende har misinformeret Folketinget i sin argumentation mod indførelsen af en finansiel skat i EU. På baggrund af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens meget hårde kritik af regeringens argumentation i denne sag, har jeg stillet en række spørgsmål til økonomiministeren for at tvinge hende til at forholde sig til kritikken og svare på, om hun reelt har misinformeret Folketinget, siger Per Clausen, gruppeformand for Enhedslisten.
Margrethe Vestager mener, at hun blot har videreformidlet det, EU-Kommissionen selv har lagt frem.
- Det, regeringen og jeg har gjort, er at forholde os til Kommissionens forslag. Det er Kommissionen, der har lagt et forslag på bordet, og det er den, der har lavet beregningerne. Det er ikke noget, vi har rørt ved. Det er kun noget, vi har forholdt os til, udtaler hun til Berlingske Nyhedsbureau.
Økonoministeren tilføjer, at hun mener, at vi ender et helt forkert sted, hvis det er sådan, at man skal til at regne Kommissionens forslag igennem i alle ender og kanter.
- Der bliver vi jo nødt til at kunne have tillid til det, Kommissionen forelægger, siger hun.
Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) har udtalt, at det ikke kan nytte, at man bare plukker en enkelt side ud fra rapporten, og at man, hvis man læser den i sin helhed, vil kunne se, at nogle af ministrenes argumenter er direkte fejlagtige i forhold til, hvad Kommissionen konkluderer.
Per Clausen mener, det er rystende at se, hvordan økonomiministeren forsøger at begrunde sit forsvar for den finansielle sektors interesser med løsagtige argumenter og en tendentiøs fremstilling af EU-kommissionens rapport om skat på finansielle transaktioner.
- Altså, hvis man skulle have været ude i det ærinde, skulle der have været ideologi på spil, og vi har i sagens natur ikke nogle ideologiske barrierer for hverken at beskatte eller lade være med at beskatte den finansielle sektor. Det må man gøre meget nøgternt, siger Margrethe Vestager.
Per Clausen håber, at Poul Nyrup Rasmussens markante kritik af regeringens holdning kan føre til, at Socialdemokraterne og SF vil kræve en ændring i regeringens politik.
- Forhåbentligt kan den så komme på linje med venstrefløjen i resten af Europa, siger Per Clausen.