Selvom hun ikke var i aktion på Wimbledons velplejede tennisbaner lørdag og først mandag spiller ottendedelsfinale i den traditionsrige Grand Slam-turnering i Englands hovedstad, er danske Caroline Wozniacki omtalt flittigt i de engelske søndagsaviser. Selv seriøse Telegraph nævner hende.

Avisen bringer et billede af Caroline Wozniacki uden for Chiltern Firehouse i London-bydelen Marylebone. I overskriften til artiklen stiller avisen spørgsmålstegn ved, hvorvidt hun mon var ude at kurtisere efter det meget omtalte brud med golfstjernen Rory Mcillroy.

Tabloidavisen The Sun er også i drillehumør og gentager en historie fra tidligere på ugen om, at Caroline Wozniacki efter sigende er begyndt at date den spanske tennisspiller Feliciano Lopez.

Men hvad er op og ned i historierne?

Ifølge det spanske sportsdagblad Marca er Caroline Wozniacki ikke i nærheden af at vinde Feliciano Lopez' hjerte. Således skal han til næste år giftes med kæresten Alba Carrillo.

Men var Caroline Wozniacki så ude at lede efter en ny partner fredag aften?

- Jeg havde en stille og rolig aften og var ude at spise sammen med min bror og Laura Robson (engelsk topspiller, red.), sagde hun til bt.dks udsendte tennismedarbejder lørdag eftermiddag på Wimbledon-anlægget, efter hun havde modtaget behandlinger hos en fysioterapeut.