Flere Superliga-spillere kan være på vej væk
Men forude venter næste sæson, og potentielle emner til fodboldåret 2014/15 står på blokken rundt omkring. Det gælder også for flere spillere i Superligaen.
Når Superligaen tager fart med kick off her i weekenden, vil repræsentanter fra udenlandske klubber atter finde vej til de danske stadioner.
Spillere som AaB-duoen Kasper Kusk og Nicolaj Thomsen vil blive synet af hollandske og belgiske klubber, men to af de navne, der vil blive varmest – alt efter præstationer og formkurve – henover de næste måneder bliver to angribere. Brøndbys Simon Makienok Christoffersen og Randers’ Ronnie Schwartz.
For begge gælder det, at der er spørgsmålstegn ved niveauet efter skadesperiode.
Simon Makienok Christoffersen har ikke været i aktion siden oktober på grund af en skade, og det afbræk kostede på interessen for angriberen i januar måneds transfervindue. To-metermanden er igen tilbage på træningsbanen og klar til at tørne ud for de blå-gule, og det ser blandt andre Crystal Palace frem til.
Den blonde targetman står ifølge BTs oplysninger på listen over de angrebsemner, som oprykkerne vil syne her i foråret, hvor Crystal Palace har fornyet håb om at forblive i den bedste engelske række efter en lang række gode resultater.
For Ronnie Schwartz’ vedkommende bliver det en kamp mod uret. Han pådrog sig en skulderskade i januar måned, hvor solide klubber som Queens Park Rangers ifølge engelske kilder havde måltyven som muligt indkøb i vinterens transfervindue. Skulderskaden betyder, at Ronnie Schwartz formentlig først bliver klar til den sidste halvdel af forårssæsonen, hvor der skal høvles nogle kasser ind for at overbevise interesserede klubber om hans værd i Superligaens afsluttende runder.
- Ronnies fokus er på at blive skaden kvit, komme tilbage i kampform og hjælpe Randers til den bedst mulige sæson. Hvad der eventuelt sker til sommer, det tager vi til den tid, siger angriberens agent, Allan Bak Nielsen.