Da Nellie Vierhout begyndte som stewardesse i 1969, var turen ned gennem flykabinen som en catwalk, og der var masser af status forbundet med jobbet. Det er slut.

Hun skulle kun være der en sommer. Men kom ud 34 år ­senere. Dét er den helt korte version af 67-årige Nellie Vierhouts arbejdsliv.

Det er over ti år siden, at hun gik på pension. Men hendes øjne stråler stadig, når hun fortæller om tiden som stewardesse i SAS.

I dag er faget en skygge af sig selv. Medierne er fulde af historier om sultelønninger, groteske krav om at de ansatte i visse lavprisselskaber selv må betale for deres uniform, om lange arbejdsdage, som de færreste af os ville finde os i.

For selvom vi rejser som aldrig før, flyver længere og længere væk hjemmefra og serviceres af stewarder og stewardesser i lange baner, er fagets glamour gået fuldstændig fløjten.

OPRET ABONNEMENT PÅ PLUS OG MØD DEN TIDLIGERE STEWARDESSE NELLIE VIERHOUT OG HØR HENDES HISTORIE. DU KAN OGSÅ MØDE EN SKOLELÆRER, ET POSTBUD OG EN LANDMAND, DER ALLE FORTÆLLER OM DERES LIVSVALG.

 

Hun skulle kun være der en sommer. Men kom ud 34 år ­senere. Dét er den helt korte version af 67-årige Nellie Vierhouts arbejdsliv.

Det er over ti år siden, at hun gik på pension. Men hendes øjne stråler stadig, når hun fortæller om tiden som stewardesse i SAS, Scandinavian Airlines System. I en tid hvor der helt bogstaveligt var højt til loftet.

Men i dag er faget en skygge af sig selv. Medierne er fulde af historier om sultelønninger, groteske krav om at de ansatte i visse lavprisselskaber selv må betale for deres uniform, om lange arbejdsdage, som de færreste af os ville finde os i.

For selvom vi rejser som aldrig før, flyver længere og længere væk hjemmefra og serviceres af stewarder og stewardesser i lange baner, er fagets glamour gået fuldstændig fløjten.

»Det er noget helt andet i dag,« konstaterer Nellie Vierhout.

Hun var studerende og havde ikke en krone på lommen, da hun i 1969 så annoncen. ’SAS søger sommerværtinder’ stod der. 10.000 søgte jobbet. 60 kom ind. Nellie Vierhout var én af dem.

»Dengang var det virkelig glamourøst at være stewardesse. Midtergangen var nærmest en catwalk, og der blev sendt lange blikke efter os, når vi færdedes rundt omkring. Der var rigtig meget status forbundet med jobbet, og der var ikke nogen, der spurgte om løn eller arbejdsforhold. Man skulle bare ind,« fortæller hun.

Ingen ligestilling

Dengang var ligestilling en by i Sibirien. Blandt andet måtte en stewardesse ikke være gift, og blev hun gravid i prøvetiden, blev hun afskediget. Mændene derimod måtte gerne være både gift og have børn.

Og stillingen som purser - altså leder af kabine-besætningen - var forbeholdt mændene.

»Vi accepterede det hele,« siger Nellie Vierhout om tiden, hvor hele besætningen bestod af unge mænd og kvinder, som på grund af de helt særlige arbejdsforhold blev hinandens bedste venner, som hang ud sammen i de europæiske hovedstæder og fjerne eksotiske destinationer som Rio, New York og Tokyo.

At rejse var dengang forbeholdt de få. Derfor fandtes der ikke daglige afgange. Så besætningen havde ofte ni-dages ture, med adskillige fridage betalt, på luksushoteller ude i den store verden.

»Vi kunne jo ikke flyve frem og tilbage på én dag. Det kunne flyene slet ikke klare. Og mange destinationer fløj vi kun til én gang om ugen. Så skulle vi eksempelvis arbejde på København-Tokyo ruten, foregik den første etape af turen til Anchorage i Alaska. Det tog ti timer, for vi måtte ikke flyve over Rusland. Så var der hvil dér i to dage og så videre til Tokyo, hvor vi igen skulle vente på, at flyet gik retur. Så sammenlagt kom den tur op på ni arbejdsdage. Og man kunne risikere, at ens næste tur var til Nairobi eller Johannesburg. Så det var virkelig svært at have et familieliv ved siden af,« forklarer Nellie Vierhout.

Men det manglende familieliv blev ofte opvejet af følelsen af at have verdens bedste job. Ikke mindst da hun i begyndelsen af 70erne begyndte at flyve lang-distancer.

Første gang Nellie Vierhout blev ramt af den følelse, var på et stop i Madrid, hvor hun blev indlogeret på et luksushotel på Plaza de España og lå og pjaskede i swimmingpoolen på 25. etage med udsigt over hele byen. Nærmest hele verden, følte hun.

»Det var som en drøm. Og så fik jeg oven i købet penge for det.«

Men sådan kunne det ikke fortsætte. Teknologien sikrede bedre fly, der kunne flyve længere og hurtigere og havde flere pladser, og der blev indført daglige afgange på en række ruter. Og dermed ændrede jobbet også karakter.

Sikkerhedspersonale

Fra i bogstaveligste forstand at have været en værtinde, hvis fornemste mission var at sørge for, at gæsterne havde det rart og blev klædt på til deres destination blev deres vigtigste opgave at fortælle, hvad passagererne måtte og ikke måtte, samt hvordan de kom ud af flyet igen hurtigst muligt.

»Da jeg begyndte i SAS, var der ikke noget, der hed security i lufthavnen. Vi demonstrerede heller ikke sikkerhed om bord på flyet,« fortæller hun og fortsætter: »Første store skred var, da Jan Carlzon (administrerende direktør i SAS 1981-1994, red.) i 80erne indførte Business Class. Det var en stor succes, men jobbet blev virkelig hårdt. At nå at servere varm mad til 100 mennesker på en flyvning til London, jamen du sad ikke ned et eneste øjeblik! I 90erne kom lavprisselskaberne til, og så blev det at flyve for alvor en massetransport. Jeg bliver ked af at se de vilkår, som kabinepersonalet i dag arbejder under. Ikke mindst i Ryan Air, hvor de selv skal betale for deres uniformer, kurser og hotelophold,« siger Nellie Vierhout.

Hun var 55 år, da hun valgte at vinke farvel til livet i de højere luftlag. SAS ville gerne have yngre stewardesser ind, hun selv havde en gammel drøm om at studere færdig.

»34 år var nok. Som 55-årig kunne jeg stadig godt nå at skabe en ny tilværelse, få en ny begyndelse. Så det var fint at lade de unge komme til. Og rart at få lov til at sove i sin egen seng hver nat.«

Men selvom jobbet og tiden som stewardesse stadig kan give hende julelys i øjnene, så ville hun ikke vælge det igen.

»Det er alt for hårdt. Og alt dét, der gjorde det til et godt og positivt job, er væk i dag. Det er et helt andet job. En helt anden verden. Engang var det at flyve en del af rejsen. I dag er det noget, der bare skal overstås.«