Hvis kommunerne renoverer offentlige bygninger, så de bliver mere energieffektive, kan de spare millioner af kroner, skriver Information.

Faktisk er der helt op til 625 millioner kroner at hente på at energirenovere, viser en ny undersøgelse fra Dansk Erhverv og Brancheforeningen for Bygningsautomation (BBA). Og det uden omkostninger for ejeren af den enkelte bygning, hvis man benytter sig af den såkaldte ESCO-model. ESCO betyder Energy Service Company, og det er en type konsulentvirksomhed, som påtager sin at gennemføre energibesparelser for offentlige og private for som modydelse at få en begrænset andel af besparelserne som betaling. Det betyder, at det er ESCO-virksomheden, som løber risikoen, mens bygningsejeren ikke risikerer noget ved projektet.

I en række danske kommuner er man allerede i gang med at energirenovere efter ESCO-modellen. Greve Kommune har eksempelvis indgået en aftale, der skal sikre energibesparelser i folkeskolerne til en værdi af to millioner kroner om året. Det svarer til næsten 20 procent af den årlige energiudgift. Og det er særligt i folkeskolerne, at der er en stor gevinst at hente ved at energieffektivisere. En konsekvent indsats kan indbringe 115 millioner kroner om året alene på nedsatte varmeregninger, skriver Information.

Dertil kommer ekstra besparelser, hvis staten også renoverer sine bygninger med ESCO-modellen. Dertil kommer, at det ikke kun er på bundlinjen, at energieffektivisering sætter sine spor. Det vil også skabe et bedre indeklima samt mindske sygefraværet.

BNB