Energiformand: Tøvende politikere skader Danmark
Nu må politikerne se at blive enige om fremtidens energipolitik, mener én af erhvervslivets sværvægtere.
Nu må politikerne se at blive enige om fremtidens energipolitik, mener én af erhvervslivets sværvægtere.
- Se nu at få lavet et bredt energiforlig. Alt andet vil være uansvarligt og skadeligt for Danmark.
Så klar er meldingen til politikerne fra en af erhvervslivets tungeste drenge, Danfoss-formand og formand for Energibranchen i Dansk Industri, Jørgen Mads Clausen.
- Det handler om mange tusinde job og milliardinvesteringer for borgere og dansk erhvervsliv. Politikerne skulle have lavet et energiforlig sidste år, men der kom valget i vejen. Det er på høje tid, at de får lavet en bred aftale. For hver dag, der går, vokser usikkerheden, siger Jørgen Mads Clausen og uddyber:
- Helt konkret kender jeg projekter omkring biogas, som bare står og venter. Politikerne taler om behovet for vækst, og der er virkelig noget at hente, hvis man får lavet en bred aftale, der kan skabe ro og få virksomhederne til at turde investere.
Erhvervsorganisationen Dansk Energi har netop præsenteret et forslag, som går ud på at udskyde opførelsen af en dansk havvindmøllepark med et par år samt justere tilskuddet til virksomhedernes grønne omstilling. Udskydelsen kan være med til at nedbringe de omkostninger, som regeringen og oppositionen strides om.
- Det er konstruktivt at gå ind og se, hvordan vi kan få enderne til at mødes. Jeg synes, det er et godt forslag, der bør kunne samle regering og opposition. Hvis prisen for et bredt energiforlig er en mindre udskydelse af en havvindmøllepark, så er det en lille pris sammenlignet med, hvad der ellers er på spil, siger Jørgen Mads Clausen.
De seneste 40 år har politikerne indgået brede energiforlig.
- Et bredt forlig er helt afgørende. En smal aftale vil skabe usikkerhed om, hvad der kommer til at ske på energifronten de kommende år. Det kan ingen leve med, siger Jørgen Mads Clausen.