Om højst to uger ophører signalerne fra det forsvundne malaysiske rutefly MH370s vitale orange bokse, hvorefter det kan blive næsten umuligt at opklare en af historiens største flygåder.

Den første katastrofe indtraf, da Malaysia Airlines Flight MH370 forsvandt fra radarskærme i Sydøstasien natten til 8. marts i år.

Den næste katastrofe indtræffer, hvis man aldrig får lokaliseret flyvraget – og især flyets to vitale orange bokse.

For finder man dem ikke, kan håbet om nogensinde at opklare en af alle tiders mest gådefulde flykatastrofer meget vel briste. Med den mulige konsekvens, at store og moderne passagerfly vil fortsætte med at lette fra klodens lufthavne med en ukendt og potentiel dødbringende risikofaktor om bord.

Men det er en kamp mod uret at opspore boksene, der bl.a. indeholder detaljerede optagelser af alle flyets bevægelser.

Om 12-14 dage holder de op med at udsende deres karakteristiske »her-er-jeg-signal« – et lille akustisk ping – for da vil batterierne dø.

Herefter vil man stå tilbage med et vidtstrakt og dybtliggende havbundsområde – tilmed i en af verdens mest fjerntliggende egne – samt en usikker statistisk beregning af, hvor man bør lede.

Men alene det at opfange signalerne fra de orange bokse er en yderst krævende opgave.

Havdybderne i den sydlige del af Det Indiske Ocean er på helt op til 7.000 meter og præget af både flade sletter, dybhavskløfter og undersøiske bjerge.

I Luftfartsenheden under Havarikommissionen i Danmark ønsker man ikke at kommentere den aktuelle flybegivenhed, så længe der er så mange ukendte faktorer. Men seniorundersøger Flemming B. Nielsen forklarer om de generelle vanskeligheder, der kan være forbundet med at opspore signaler fra orange bokse på dybt vand:

»Normalt er signalernes rækkevidde ca. seks kilometer. Det indebærer, at det er meget vanskeligt og måske umuligt at spore signalerne fra havoverfladen, især hvis de udsendes fra stor dybde. Derfor bør man få lytteudstyret ned i vandet og helst dybt ned for at forøge chancen for at opfange et signal.«

Det er formentlig på den baggrund, at det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, nu sender en avanceret undervandsdrone til farvandet vest for Australien. Dronen, en såkaldt Bluefin, er fem meter lang, vejer ca. 800 kilo og kan dykke helt ned 4.500 meters dybde.

Baglæns udregning

Så længe man ikke har fundet vragrester i havoverfladen, er det imidlertid noget nær omsonst at indlede en undersøisk jagt på signaler fra de orange bokse.

Men skulle nogle af de genstande, der er observeret fra militærfly eller på kornede satellitoptagelser af farvandet over 2.000 km sydvest for Australiens sydvestkyst, vise sig at stamme fra MH370, kan man på baggrund af lokale havstrømme og vindforholdene i de seneste to en halv uge forsøge at regne sig baglæns til et muligt – og utvivlsomt meget omfangsrigt – nedstyrtningsområde.

Indtil da stammer den eneste diffuse information om det tavse ruteflys skæbne fra avancerede matematiske beregninger af flyets position ud fra et simpelt automatisk »beep«, som det udsendte til en satellit en gang i timen. Det sidste af disse signaler blev afsendt fra »et sted i den sydlige del af det Indiske Ocean ud for Perth«. Men flyet kan udmærket have fløjet videre i næsten en time efterfølgende.

Heldigvis byder flyhistorien på et vellykket eksempel på opsporing på dybt vand af et nedstyrtet ruteflys orange bokse – tilmed næsten to år efter deres sidst udsendte ping.

Det drejer sig om boksene fra Air France-ruteflyet, der styrtede ned i Atlanterhavet 1. juni 2009. (Læs Poul Høis artikel på næste opslag).

Efter slidsomme og milliondyre dybhavs-eftersøgninger lykkedes det i april 2011 for en undervandsdrone at lokalisere flyvraget på næsten 4.000 meters dybde ved hjælp af scanninger. Få uger senere fandt en ubåd boksene, der bl.a. afslørede piloternes desperate tale i minutterne før styrtet.

Ifølge flere internationale medier ventes mystikken om MH370 at føre til fremskyndelse af et krav om, at alle passagerfly skal udstyres med bokse med en batterilevetid på tre måneder. Og formentlig også til krav om installation af et GPS-baseret sendesystem, som kontinuerligt og automatisk vil udsende data om flys position – selv over åbent verdenshav.