Brøndby og FC København bliver begge forstærket med længe ventede profiler, når de i weekenden skal mødes i det storkøbenhavnske derby.

To langtidsskadede spillere er begge klar til igen at trække i kamptrøjen frem for den træningstrøje, de så længe har måttet nøjes med.

For Brøndby er Thomas Kahlenberg tilbage efter en drilsk hofteskade, der har holdt ham ude siden marts i år.

Hos FCK er Bashkim Kadrii tilbage, efter at en korsbåndsskade har holdt ham ude siden oktober sidste år.

Begge melder sig endda klar til klubbernes pokalkampe onsdag aften. Her skal Brøndby møde Holbæk, mens FCK skal op mod FC Vestsjælland.

{embedded type="node/polls" id="38112756"}

»Det har været en rigtig god operation, og jeg har trænet fuldt ud med i en uges tid. Så jeg er med i truppen til kamp i morgen (onsdag, red.). Det er første gang efter operationen, at jeg skal i gang med at spille kampe, men jeg føler, at kroppen er klar til det. Og nu skal der bare bygges på,« siger Thomas Kahlenberg, der forsikrer, at han er helt klar til at spille:

»Når jeg melder mig klar, er det fordi, jeg er fit og klar til kamp. Det er logisk, at jeg ikke er i topform, men når jeg melder mig klar til i morgen, så melder jeg mig også klar til søndag (derby mod FCK, red.). Men nu må vi lige se, hvordan det går i morgen,« siger Thomas Kahlenberg til BT.

Lidt det samme lyder fra Bashkim Kadrii, der altså har været ud i knap et år.

»Jeg føler mig fit - og min krop og mit knæ har det godt, så vi må se, hvordan kampformen er, hvis jeg får chancen,« lyder det fra offensivspilleren til FCK’s website:

»Holdkammeraterne har givet mig et ‘halvt’ tillykke eller hvad man kan sige efter at truppen blev udtaget. De er selvfølgelig også glade for at jeg er tilbage. Nu er jeg i truppen, og så håber jeg også, at jeg får lidt spilletid, det er klart. Jeg skal lige vænne mig til at skulle forberede mig på at skulle spille kamp igen – det er jo snart et år siden sidst. Men jeg prøver bare at tage det stille og roligt og ikke blive for overvældet af det hele,« siger Bashkim Kadrii.