Forfatteren lefler på ingen måde, men fører sin læser ubarmhjertigt ind i den forfærdelige verden, hvor cancer-patienter færdes, behandles og forsøger at leve og komme igennem kemo og alt det der.
Det er værre end det værste, der kan overgå en, hvis man skal tro Suzanne Bjerrehuus dagbogsnotater. Det er en verden med bræk, slim, sondemad og elendighed. Det er som om slimet, brækket og sondemaden, som fylder godt i bogen, hvert øjeblik truer med at boble og pible frem på de 174 sider.
Det er en hård og sej kamp at stå igennem. Rystende at læse.
Men pointen er, at man går så gruelig meget igennem, inden det bliver godt. Titlen mere end antyder det "er vinter nær....", for i fortsættelsen af Shelleys sætninger, hedder det nemlig "er foråret ikke langt borte". Lyset - og dermed helbredelsen - og et normalt liv og en rask tilværelse venter forude.
Cancer-verdenen er en isoleret del, hvor det enkelte menneske føler sig forladt og helt uden kontrol over sig selv - at lægge den bag sig er at sejre over sig selv!
"Det har styrket min glæde ved livet at se døden i øjnene. Nu skal det liv for alt i verden ikke sløses væk.....det er netop mennesker, der binder os til livet... ikke arbejdet, gagen, det smarte tøj eller den nye bil.
I dag er jeg helt anderledes i balance med mig selv. Mit liv er mere spændende og indholdsrigt end nogensinde før. Jeg føler mig så kraftuld, så fri og livsglad", skriver Suzanne Bjerrehuus i slutningen af bogen.
Disse sætninger står som skærende kontraster til store dele af bogen, der skildrer sygdoms- og behandlingsforløbet. De nære venner, der træder til. Sorgen over, at ægtemanden Asger og hendes søn, Oliver, ikke kan med hinanden. Sorgen over moderens tilværelse og skyldfølelsen. Javist, er der nogle stort og småt, hvor de læsere, der måtte elske snaskeriet og den slags.
"er vinter nær..." er en god bog at få forstand af, Den fortæller at uanset hvor sort og håbløst det ser ud, så er der lys i den anden ende i tunnellen - medmindre kræften er dødbringende. Og det er den jo slet ikke så tit mere.
Man kan indvende, at alt det ubehagelige med bræk, slim og elendigheden er en lang gentagelse, men det er ikke en bog, der vil skåne. Den beretter åbent og ærligt om et rædselsfuldt sygdomsforløb, som nok kan skræmme de patienter, der står foran strålebehandlinger og den slags i første omgang.
Men i de fleste tilfælde sejrer livsviljen og helbredelsen. Men det koster. Det handler "er vinter nær..." meget om.
Suzanne Bjerrehuus: "er vinter nær...", 174 sider, 199 kr., Høst & Søn.