Den vinter, vi lige har forladt, hørte til de milde af slagsen. Behovet for energi til opvarmning af vore boliger og arbejdspladser var således i fyringssæsonen 1999/2000 13,5 procent mindre end på samme tid sidste år og 11,8 procent lavere end i et normalt år. Det oplyser Energi Divisionen på Teknologisk Institut.

DMI (Danmarks Meteorologiske Institut) oplyser, at i januar lå gennemsnitstemperaturen tre grader over det normale. Normalt er temperaturen i januar gennemsnitligt 0,0 grader, men i januar 2000 var gennemsnitstemperaturen 3,0 grader.

Temperaturerne i februar i år lå 3,6 grader over det normale gennemsnit for perioden 1961-90. Temperaturen i februar var gennemsnitligt 3,6 grader mod normalt 0,0 grader.

Torben Schmith, klimaforsker ved DMI, kan ikke umiddelbart give nogen forklaring på den milde vinter. Han oplyser, at milde og kolde vintre normalt kommer i klumper med omkring 10 års mellemrum. Torben Schmith afviser, at den milde vinter har noget med global opvarmning af kloden at gøre - den såkaldte drivhuseffekt.

/ritzau/