Et stenkast fra Kos’ hovedvej ligger vingården Triantafyllopoulos og pryder landskabet.

Læs også: Her er Grækenlands bedste strande

Omkring det sandfarverde stenhus ligger flere hundrede hektar jord med ranker af vindruer, som snørkler sig op af den forknoklede muld, mens stænglerne strækker sig op mod solen for at suge så meget næring til sig som muligt.

Indenfor er lokalerne holdt i en klassisk og simpel stil, og udsigten fra terrassen indbyder til et glas kølig vin om dagen eller tempereret glas om aftenen.

Grækenland er kendt for sin gode mad, da grækerne er gode til at bruge deres smagfulde råvarer til at lave smagfulde retter. På øen Kos i det Ægæiske Hav kan man få et indblik i, hvordan ingredienserne bliver til – hele vejen fra uplukket frugt til færdig vare.

Triantafyllopoulos producerer både rød-, hvid- og rosévin, og det har vingården gjort, siden den første flaske var klar til udskænkning i 2000.

En tur ned i kælderen afslører, hvor stor vingårdens produktion er. Den kølige vinkælder er fyldt med importerede egetræsfade fra Frankrig, som buttede står side om side, række efter række. På væggene er gode årgangsflasker stablet i pyramider, nogle med klar afmærkning i en støvet flaske, andre stadig unge og støvfri.

Til enhver god vin hører sig et godt måltid, og til ethvert godt måltid hører sig en velproduceret olivenolie, der med kærlig hånd strøs ud over en grøn salat med solmodne tomater. Det gælder i hvert fald så længe, man befinder sig under græske himmelstrøg. 

Så hvis man er interesseret i at opleve Grækenlands mest benyttede tilbehør i flere former, bør man slå et smut forbi Hatzipetros olivenoliefabrik, som ligger lige ved hovedvejen lidt udenfor den lille by Linopolis.

Udefra ligner det en bilmekanikers værksted: Grå bygning, fladt tag og masser af parkeringsplads foran. Løfter man blikket, er virkeligheden dog en anden. Op ad bjergskråningen breder fabrikkens olivenlund sig, så langt øjet rækker. 

Indenfor er mahognihylderne proppet til med oliven i glas, oliven i vakuumpakket plastic, oliven i krydderiblandinger og sidst men ikke mindst masser af flasker med olivenolie.

Den lille fabrik har ligget i vejsiden siden 1945, og er ejer af en af Kos’ i alt fire olivenpressere.

I december, når olivenhøsten er ovre, starter fabrikken maskineriet og presser olien ud.

Lokale familier fra øen kommer hvert år med sin høst og tit er der gerne en gemytlig intern kamp om, hvem der kan bruge færrest kilo oliven på at producere en enkelt liter olie.

Intet måltid uden dessert siger man. Og når man nu befinder sig i Grækenland, kan man ligeså godt lægge vejen forbi en af øens biavlere og smage den bløde timianhonning, som de lokale elsker at øse ud over deres græske yoghurt.

Hos honningproducenten Melissa kan man se, hvordan biernes nektar forvandles til gylden honning, når bikuberne skæres op og honningen bliver tappet og centrifugeret. 

Når maven er fyldt med lokale delikatesser, kan det godt være tid til en dukkert, og så er det heldigt, at øen er omkranset af velegnede badestrande.

Lige meget hvilken sidevej man begiver sig ned af fra Kos hovedvej, ender man ved en strand. Nogle er mere befærdede end andre, da der skiltes for nogle af dem ved hovedvejen, men fælles for dem alle er, at kvaliteten er nogenlunde ens på det meste af øen.

Derfor er der både mulighed for at undgå de store menneskemasser og ligge og dase på ens medbragte håndklæde, og finde strande, hvor der både er solsenge og parasoller.

Turen til Kos blev betalt af Apollo.

Læs også: På ferie i kriseramte Grækenland