Efter en årrække med fastlåst skat og grundskyld i landets 98 kommuner, er der bevægelse i de vedtagne budgetter for 2014. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
10 kommuner sænker skatten til næste år, viser en rundspørge, som avisen har foretaget blandt landets kommuner. Otte kommuner skruer desuden ned for grundskylden, mens 19 sænker erhvervsskatten – også kaldet dækningsafgiften.
Den samlede nedsættelse svarer til, at borgerne skal lægge cirka 300 millioner kroner mindre i kommuneskat. Det modsvares dog af, at fire andre kommuner hæver skatten, mens to sætter grundskylden op, hvorved den skattelettelse ligger på cirka 100 millioner kroner.
»Det har ikke været sjovt undervejs, men nu har vi råd til at give en lille skattelettelse tidligere, end vi ellers havde planlagt,« siger Lejres borgmester, Mette Touborg (SF), der sænker skatten fra 25,4 til 25,3 procent, hvilket betyder en samlet skattelettelse på omkring 10 millioner kroner.
Staten dækker tre fjerdedele af kommunernes tab ved at sænke skatten det første år. Tilskuddet nedtrappes, så kommunen efter tre år selv skal finansiere den fulde skattelettelse, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Den økonomiske gulerod fra staten har ikke haft stor effekt tidligere. Det skyldes ifølge cheføkonom Jan Olsen fra Kommunernes Landsforening (KL), at kommunerne ikke udelukkende lader skatteprocenten afgøre af et statsligt tilskud.
»En væsentlig og varig begrundelse er, at kommunerne har effektiviseret i de seneste år. De har lukket skoler og en lang række andre effektiviseringer, og det har givet flere penge i kasserne. Derfor er der råd til at lette på skatten,« siger han og minder om, at der desuden er kommunalvalg i næste måned.
Ifølge kommunalforsker Kurt Houlberg fra Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) har regeringens politik med at straffe kommuner, som bruger mere end aftalt og budgetteret, haft den effekt, at kommunerne ikke tør afholde så store udgifter, som skatten giver plads til.
»Nu tager de så konsekvensen og sætter skatten ned for første gang i den nyere kommunale historie,« siger han til Morgenavisen Jyllands-Posten og påpeger, at det er »oplagt, at politikerne vælger at gøre det i år, hvor der er kommunalvalg«.
KL og Indenrigsministeriet vil i de kommende uger vurdere, om de 98 budgetter holder sig inden for den økonomiske aftale.