Kristian Gintberg er som Ramasjang-vært mødrenes forbudte fantasi, og han vil se kvinders grimme sider, for først der er de allermest charmerende.
Kristian Gintberg får flere fanbreve end nogen anden vært på DR's børneprogrammer. Og brevene? De kommer fra børn såvel som deres mødre, der både synes han er charmerende, flot og rigtig god til børn.
Hjemme hos ham selv er der ingen børn, men kun en 27-årig mand, der som et led i ALT for damernes serie om kvinder og kærlighed reflekterer over, hvad han har lært om det i sit liv.
LÆS OGSÅ: Anders Agger: "Kvinder er allermest kvindelige, når..."
Han glæder sig til at gå i selebukser og lege med Lego med sin børn, men han er endnu ikke klar. Lige nu drømmer han om, at se kvinder opføre sig grimt og ikke mindst at hans kæreste en dag finder på at falde på knæ for ham. Men det, ved han godt, kommer nok ikke til at ske.
Mit første kys var i et telt med Kim, der lige havde kysset med min ven Rasmus og så min ven Jeppe, før hun kom til mig. Så indtil det blev min tur, lå jeg lidt i kanten af teltet i min sovepose og var sindssygt nervøs, men havde efterhånden været længe i kyssealderen – i hvert snakket om at kysse – og så tænkte jeg bare "fandeme jo, nu skal jeg ligesom i gang". Det var noget af et chok, da jeg tantekyssede og hun brugte tungen, men det var fedt at komme i skole om mandagen og sige "det der med at snave, det kender jeg da godt."
I lang tid stak jeg af i potentielle kyssesituationer. Så jeg levede nok højt på kysset med Kim i et års tid. I gymnasiet blev jeg så den sjove dreng, der nok ikke var mere moden, end at jeg tegnede tissemænd og kastede papirflyvere og ikke var nær så meget mand, som man af pigernes ældre kærester, der vist var mindst to år ældre end os. Det fik mig til at tænke: "Skal jeg så være sammen med en fra ottende klasse?", det blev et nej, og så tog jeg noget pis på pigerne, spillede guitar (det gode gamle guitartrick) og scorede klart mere, end jeg havde gjort i folkeskolen.
Jeg jagtede min gymnasiekæreste i lang tid, før hun ville have mig. Spurgte måske først: "Skal vi ikke ses i aften?". Aaarrg, hun skulle noget andet. "Hvad så med, at jeg bare kommer forbi en time?" sagde jeg så. Ej det gik altså heller ikke. Forsøgte så også med "nå jeg kan da også bare lige komme forbi til en kop kaffe i 10 minutter?". Hun sagde nej, jeg blev ved. Jeg kan egentlig godt forstå det, jeg var tynd og ranglet og gik i de største armybukser fra et overskudslager. Men så skete det, efter en gymnasiefest sov jeg i et busskur, hvor jeg ventede på bussen. Hun gik forbi på vej hjem, og jeg fik plaget mig til at komme med hende. Efter det havde hun lidt mere interesse. Hvis du spørger mig, er det helt klassisk. Hvem kan ikke lide at blive jaget of føle sig lidt eftertragtede og svære at få fat i?
Jeg har svært ved selv at tage imod komplimenter, så når min kæreste gerne vil fortælle mig, at jeg var god i et program, så sætter hun mig i en stol og siger, jeg skal lytte og tie stille. Jeg bliver jo sindssygt glad, men jeg bliver så akavet, når nogen siger noget pænt til mig. Skal jeg bare sige tak? Skal jeg rose igen? Skal jeg tale mig selv lidt ned? Jeg ved ikke, om det er sådan en jantelovsting, eller om det bare er mig, der ikke kan finde ud af at tage det til mig.
Kvinder er ikke særlig gode til at køre bil. Nu har jeg altså kørt med en del piger, og rent statistisk inde i mit hoved så passer det altså, at mænd er bedre bag et rat.
Kvinder er meget dygtige til at lytte og tale. Der var en uge, hvor jeg ikke så min kæreste, hun var i Aalborg hos sin søster, jeg var i Aarhus til nogle programoptagelser, så vi ringer sammen og snakker om, hvad vi har lavet. Jeg har været på arbejde. Hun har spist kage. Og tror jeg ligesom, vi er færdige med den snak om kage. Men så bevæger hun sig ud i en lang snak om, hvilke slags kager, der var: jordbærkage, rabarberkage, gulerodskage... jeg kan faktisk selvfølgelig ikke huske, hvad hun sagde. Jeg glemmer at høre efter, fordi jeg ikke vurderer, det er vigtigt, og så siger hun pludselig: "hallo, hører du overhovedet efter?" og der er jeg jo simpelthen stået af inde i hovedet, fordi jeg ikke kan finde ud af at small-talke på den måde.
En kvinde er min redning ligeså snart, jeg er ved at brænde sammen af planer og ting jeg skal. Der tror jeg generelt vi mænd har svært ved ikke at blande ting sammen til en stor pærevælling, og til gengæld har kvinder både overblik over deres eget og deres omgivelsers planer både for fremtiden og den dag, de står foran. For eksempel skulle jeg den anden dag både til tandlæge, bygge rekvisitter til en koncert, være med i et radioprogram, indspille noget musik og skrive et manuskript. Dagen begyndte med, at jeg smækkede mig ude i noget nær nattøj – skulle bare lige ned til tandlægen på hjørnet – så ringede jeg noget pivende til min kæreste, og hun havde både styr på, hvad jeg kunne udskyde lidt, at jeg skulle huske frokost for ikke at blive gnaven og mit nøglekort til DR, fordi jeg skulle derud efter lukketid. Den hjælp havde jeg aldrig kunnet i give i den omvendte situation.
Min mor har lært mig at lytte til mig selv. Hun er pædagog, dyrker yoga og drejer ting i ler. Da jeg startede med at lave fjernsyn var det hende, der huskede at sige, at jeg ikke skulle glemme mig selv. Alle havde en mening om mig, og hvordan jeg skulle gøre og der tog hun mindre "træmand" ud af mig og fik mig til at sige, hvad jeg følte til min chef, selvom det for mig ikke var særlig professionelt.
LÆS OGSÅ: Felix Smith: "Det vigtigste er, at en kvinde er glad og tilfreds med sin krop"
En kvinde er smukkest, når hun ser ud som om, hun er i gang med noget andet end at være smuk. Når mennesker har klædt sig på i kjoler, jakkesæt og generelt fint tøj, minder de mig lidt om en helt ny bil, der lige er blevet vasket: tænk nu, hvis den skulle blive ridset eller beskidt. Det får folk til at bevæge sig lidt stift, de mister deres naturlige charme.
Jeg tror ikke alle kvinder ved, at de er mest charmerende, når de opfører sig lidt ligesom Bertel Haarder. Jeg burde måske komme med et kvindeligt eksempel, men han er altså bare eksemplarisk på, hvad jeg mener. Jeg synes jo egentlig, mandens humør kan være helt ude af kontrol, men der er også noget charmerende over, at han siger, gør, ser ud og egentlig bare er, som han vil. Sådan synes jeg også kvinder skal være. Upolerede. Så er de i hvert fald både allergrimmest men også allersmukkest i mine øjne.
Der er to kvinder, der er uendeligt smukke for mig. Den ene er Signe Molde, som både er flot og feminin og helt vildt bodegaagtig på samme tid. Hun vælter justitsministeren Søren Pind i et overdrevet kram og har samtidig den der kvindelige charme. Den anden er skuespilleren Helle Fagralid. Folk siger, hun er det sødeste i verden, men samtidig har hun altså også bare ild i øjnene.
I bund og grund synes jeg ikke, der burde være en feminin og maskulin hat, for et eller andet sted synes jeg, det er forfærdeligt, at det at sidde ned og snakke om følelser er feminint og at være handlekraftig er maskulint. Det er det samme med forskellige dyder. Ville elske, hvis min kæreste friede til mig, det har hun sagt, hun ikke kommer til, og jeg har også hørt mange mænd sige, at de ville hade, at deres kone friede til dem, for det er et privilegium man har som mand, men der tror jeg bare, det er min indre hippie, der har det sådan "peace and love" og hvis man har lyst, så gør man det da bare.
LÆS OGSÅ: Peter Mygind: Dette skal mænd blive bedre til, når det kommer til kvinder
LÆS OGSÅ: "Kvinder er fascineret af mænd med magt - det har jeg selv mærket"
LÆS OGSÅ: "Jeg vidste ikke, at der fandtes så gennemsejt et menneske"
Del: