Håbet for at finde overlevende i luftlommerne på det grundstødte og kæntrede krydstogtskib Costa Concordia svinder ind time for time. Men fredag aften meddelte de italienske myndigheder, at redningsfolkene vil genoptage arbejdet med at lede efter overlevende ved daggry lørdag morgen.

Dagen igennem havde arbejdet været generet af, at det gigantiske skib rørte på sig. Med en hastighed på halvanden centimeter i timen sank Costa Concordia simpelthen mod bunden af havet.

Redningsarbejderne forsøger at fæstne skibet til klipper ved hjælp af tunge kabler, men der er fortsat reel frygt for, at store bølger - som ventes det næste døgns tid - kan skubbe skibet væk fra sit klippeleje og dermed mod havbunden.

Imens fortsætter de bizarre historier om forliset med at dukke op. For eksempel er det nu kommet frem, at godt tre kvarter efter, at skibet gik på grund ud for den italienske ø Giglio, bestilte luksuslinerens kaptajn, Francesco Schettino, middag til sig selv og en kvinde, han var i selskab med. Det fortæller en af skibets kokke.

- Vi undrede os over, hvad der foregik. På det tidspunkt følte vi, at noget virkelig var galt. Ting i køkkenet faldt ned fra hylderne, og det gik op for os, hvor alvorlig situationen var, siger Rogelio Barista ifølge CNN til den filippinske TV-station GMA.

Kaptajnen bestilte middagen klokken 22.30 fredag den 13. januar. Ifølge myndighederne gik skibet på grund klokken 21.41.

- Jeg har 12 års erfaring som kok på et krydstogtskib. Jeg har endda overværet brande, så jeg var ikke så bange. Men jeg undrede mig godt nok over, hvad kaptajnen lavede. Hvorfor han stadig var der, spørger Rogelio Barista.

Flere medier viste fredag billeder af kvinden, som kaptajnen skal have spist middag med. Ifølge Daily Mail er der tale om en 25-årig kvinde fra Moldova, der er ansat af rederiet Costa Cruises, men som skal have været om bord på skibet som en almindelig gæst.

Costa Cruises siger ifølge CNN, at kvinden gik om bord på skibet om fredagen.

- Rederiet er klar til at forsyne myndighederne - når de beder om det - med identiteten på personen og nummeret på den købte billet, lyder det.

Costa Concordia havde omkring 4.200 personer om bord, da det gik på grund. Foreløbig er 11 personer døde som følge af ulykken, og over 20 personer er fortsat savnede.

Rederiet bag det kæntrede krydstogtskib samt en stor gruppe af skibets passagerer har allerede eller har i sinde at sagsøge kaptajn Francesco Schettino.

Et af de selskaber, der kan komme i betragtning til at bjærge Costa Concordia, er bjærgningsselskabet Svitzer, som ejes af A.P. Møller-Mærsk.