Det er verdens letteste job at putte store egoer ned i en kasse, hvor der står ’krukker’ på låget. Fordømme dem, pege på deres skavanker fra storhedsvanvid til egoisme. Og så ellers komme videre med middelmådigheden.

I den forløbne uge har vi i sportens verden set tre af de helt store krukker folde sig ud. Og et par af dem har haft stor succes, men også mødt kritik for netop deres krukkeri og selviscenesættelse.

Lad os tage Jose Mourinho, fodboldtræner i Real Madrid. Han er 49 år. Og er i en ganske ung træner-alder i færd med at vinde mesterskaber i Portugal, England, Italien og nu Spanien. Han har vundet Champions League og står sammen med Alex Ferguson og Pep Guardiola som den mest interessante trænerfigur i fodboldverdenen.

Han er med afstand den figur, der oftest – bevidst – trækker opmærksomhed til sig. Ind imellem er det da også ganske usympatisk, ja til tider barnagtigt. Men resultaterne er helt formidable. Meget få af hans medarbejdere, spillerne, taler dårligt om ham bagefter. Tværtimod. Han er et stykke levende historie.

Didier Drogba spiller i Chelsea og grundlagde i Champions League en mulig sensation ved at score matchvinder-mål til 1-0 mod selveste Barcelona (returkamp i morgen). Kastede sig også rundt som en drama queen på overdrevet. Men som med Mourinho går klassen og det krukkede, nogle gange usympatiske hånd-i-hånd.

Det er en del af pakken, som når Cristiano Ronaldo i Spanien gør Mourinhos Real Madrid til mester. Man kan sandt for dyden sige meget ufordelagtigt om spilleren, som Danmark skal møde til EM til sommer for Portugal. Men den talentmæssige storhed har det med at vokse i et bryst, der også nærer egoet og barnet.

Vi kan så vælge at sige, at vi hellere vil have en verden uden at blive udfordret. Men verden bliver rigere, også af de ting, der ikke altid kan forsvares.

Tag fra en helt anden verden Thomas Blachman. Glæder vi os til en ny X Factor uden det uhæmmede storhedsvanvid ? Nej, vel.

Eller tag den politiske verden, hvor krukkerne ikke glimter helt så evident i bling-bling som Ronaldo eller den verbale Blachman. Søren Pind har prægtige elementer af krukkeri, og han udfordrer os både med substantielle holdninger og med også at bringe sig i fokus.

Eller hans gamle Venstre-patriark Anders Fogh Rasmussen i en lidt større linje. Nogle vil med eftertidens briller sige, at han kørte Danmark som et personligt politisk projekt med sit faste strategiske lederskab. De færreste vil nok tænke krukke i den sammenhæng, men det fascinerer og deler vandene, når en dansk statsmand formår at tage Danmark steder hen, hvor vi aldrig tidligere har været (og her tænkes ikke på krig, men på Nato-positionen).

Endelig Mærsk Mc-Kinney Møller. Heller ikke arketypen på en krukke, men en personlighed, der alene med fastheden i sit lederskab og et værdisæt, der var så ekstremt tæt forbundet med de personlige værdier, at han nok var røget i kassen med krukker, hvis ikke resultaterne havde ført ham over i kassen med erhvervslivets store historie-bogstaver.

Så lad os lette på hatten for krukkerne – og leve glad med dem på godt og ondt. De gør verden til et mere spændende sted at være.

Af Peter Brüchmann